Kritikerprisen 2018 til C.Y. Frostholm

Jeg kunne starte denne pristale med at forsøge at placere Træmuseet i C.Y. Frostholms forfatterskab. Et forfatterskab, der tog sin begyndelse med debuten Før skrænten af sommeren i 1985, siden førte til romanen Det uvisse i 1992 og digtsamlingen Natur morte i 1993, derefter blandt andet til Afrevne ord fra 2004, et vigtig værk i den såkaldte internetpoesi, og så til den konceptuelle og komiske Ofte Stillede Spørgsmål fra  2008, og videre til erindringsbogen Selvportræt med dyr fra 2011 og fotobogen Things Left Behind fra 2012, der er billeder af det, titlen siger, for at kulminere med den lille Perec-parafrase Paris – en brugsanvisning i 2013 og så, definitivt, Træmuseet fra 2018. Jeg kunne starte med at fastslå, at Træmuseet er et hovedværk i forfatterskabet – og i nyere dansk litteratur. Det ville ikke være løgn.

Men lad mig indlede på en anden måde. Med nogle navne. Ikke de navne, som C.Y. Frostholm tildeler størstedelen af sin opmærksomhed i sin lige om lidt prisbelønnede bog: Fernando Pessoa, Francis Ponge, George Perec. Det giver mening med de navne, og det er oftest dem, der nævnes i anmeldelserne og læsningerne af bogen: Pessoa og alle hans pseudonymer i Portugal, hvor alt drejer sig om at være en anden end den, man i forvejen altid allerede ikke er. Ponge, der tager tingenes parti. Perec, som i sine konceptuelle skrifter forbliver hyperopmærksom på det infraordinære; det man normalt ikke ser. Lad mig imidlertid nævne nogle andre: Inger Christensen. Ursula Le Guin. Og så, fordi det føles forkert med denne perlerække af forfattere, denne mono-æstetiske genealogi, når nu Frostholm arbejder så multiæstetisk og tværmedialt som han gør: Knud Viktor.

Knud Viktor var en lettere ukendt dansk billedkunstner, eller lydmaler rettere, der det meste af sit voksne liv boede i Provence, hvor han blev mere og mere optaget af at lave lydoptagelser – med hjemmebygget grej – af cikader, der forpupper sig; dværghornugler, der taler sammen; kaniner der snakker i søvne. »Hvordan er cikadernes liv?« er et afgørende spørgsmål for Knud Viktor. At besvare det kræver en særlig grundholdning. En pligt til langsomt at lytte til og leve med cikaderne. Som han selv siger, en pligt »ikke som menneskeborger, men som jordborger. Måske lyder det prætentiøst, men det er »et spørgsmål om de kommende generationer«. For Knud Viktor er økologien en livsform. I 2000 udtaler han: »Ordet ’natur’ passer mig ikke. I årevis brugte jeg formuleringen ’naturen eksisterer ikke’. Journalister spurgte mig: ’Hvad tænker du, når du står over for naturen?’ Så sagde jeg: ’Jeg er aldrig over for naturen.’ Ingen er over for den.« Det ser man på hans billeder: Fotografier af insekter, deres ansigter, helt tæt på, total closeup. En knæler, en cikade, en edderkop, som stirrer lige tilbage på én, lige ind i ens øjne, med sine mange flere øjne. Man hører det også: I lydværkerne. Man hører, at Knud Viktor ikke står over for naturen. At han ikke står over den. I forbindelse med arbejdet, nej livet, med nogle dværghornugler opdager han, lidt efter lidt, at de faktisk kender mere til ham end han kender til dem.

Er det samme tilfældet med alle de træer som C.F. Frostholm skriver om i Træmuseet (denne encyklopædiske og montageagtige blanding af fotografi og skrift, essay og digt, erindring og rejseskildring)? Ved træerne mere om ham, end han gør om dem? Knud Viktor opdagede også, at uglerne faktisk havde en lyd for ham, når han kom gående hen mod deres rede, hvor han havde placeret sin lille, men effektive tragtmikrofon: På lydoptagelserne efterfølgende kunne han høre, at de altid sagde den samme lyd. De havde et sprog. For ham. Har træerne et sprog for os? Og har vi et sprog for træerne? Som der står i starten af denne lange, men på ingen måde for lange bog: »Hvordan beskriver man et træ? Man siger det er skulpturelt. Monumentalt. Som et kunstværk. Gammelt og kroget. Som et menneske. Man har ikke noget sprog for træer, som kommer fra træerne.« (side 25)

Træmuseet er ikke for lang, overhovedet ikke, fordi det er den bare ikke. Men også fordi selve spørgsmålet om tid forandrer sig i og med denne bog. Bare tænk på fyrretræerne, som har været på planeten i 140 millioner år – hvad er 2 eller 3 dages læsning for dem? Eller tænk på Kongeegen, som står oppe ved Jægerspris og har stået dér i cirka 2000 år, og som allerede på Gorm den Gamles tid blev anset for at være gammel, et gammelt træ. Tiden har andre dimensioner, når vi forlader det rent menneskelige perspektiv. Og her kommer min anden reference så: Ursula Le Guin.

Meget passende blev Ursula Le Guin trukket frem af Andrea Pontopiddan i forbindelse med et arrangement, hvor de tre nominerede værker til Kritikerprisen, skulle læses og diskuteres. Hun nævnte Le Guins lille tekst, Akaciefrøenes forfatter, men man kunne også nævne Direction of the Road, en lille spekulativ historie fortalt fra et egetræs perspektiv. Eller scifi-romanen The Word for World is Forest, om planeten Athshe, eller New Tahiti, som de menneskelige koloniherrer kalder dem. De er taget derud eller derop, fordi alle træer på planeten Jorden mere eller mindre er blevet fældet; på vores planet der nu er forvandlet til en ørken af cement er træer derfor mere værd end guld. Men indbyggerne på Athshe, nogle grønpelsede enmeterhøje væsener, har et helt andet forhold til træer end menneskene har. På deres sprog er ordet for verden det samme som ordet for skov.

Hvorfor nævner jeg det? Det gør jeg, fordi jeg opfatter Træmuseet som båret af en beslægtet impuls, en lignende omsorg. Fordi det også for Frostholm bliver til et, ja, pædagogisk (i ordet bedste betydning) projekt om at lære med træer. Og fordi skovrydning ikke er blevet et mindre akut problem end det var da Le Guin skrev sin fortælling i 1972. Siden 1970 er 700.000 kvadratkilometer skov blevet fældet i Amazonas regnskov. Hvert minut fældes der regnskov svarende til 36 fodboldbaner. Tallene er så høje som de ikke har været i et helt årti. Og fascisten Bolsonaro gør mildest talt ikke forholdene bedre. Han vil gerne lempe straffen for at beskadige naturen.

Så det at lære at leve bedre med træerne rummer på samme tid en poetik og en politik. Det er det alle vandringer i Træmuseet – og i forfatterskabet i øvrigt – også skal til for. Alle rejserne til Lissabon og andre steder. Det handler om at gå, det handler om stederne, det handler om at opsøge træerne, det handler om både at sætte pris på dem, men også om ikke at sætte pris på dem. Og det handler frem for alt og når alt kommer til alt om at se dem. Hos Knud Viktor gælder det især om at lytte (lytte til lyden af træer, der springer ud om foåret, eller lyden af en cikade, der forpupper sig). Her om at se. En sætning fra Paris – en brugsanvisning, et citat af Jules Verne, citeret af Perec, citeret af Frostholm: »Se med alle dine øjne, se!« Det er nemlig et imperativ, et stilfærdig ét måske, sagte og søgende, men stadig: Et imperativ. Du må lære at se. Du må ændre dit liv.

Det var sådan et slet skjult Rilke-potpourri. Lad mig sige det med en kliché i stedet: Træmuseet er som et par briller, man kan tage på og se virkeligheden på ny. Se træerne for første gang. Jeg har altid tænkt, at denne kliché ikke gav nogen mening, men under læsningen af bogen gik det lige pludselig op for mig, at det gør den. I dette tilfælde. Og efter læsningen, som forberedelse til denne tale, kom jeg uforvarende ind på hjemmesiden Crosseyes, under »Oftest stillede spørgsmål«. Her stod der: »Hvad skal jeg betale for mine briller? Er jeg nær- eller langsynet? Hvilken styrke skal jeg have? Hvordan booker jeg en synsprøve? Mine briller sidder dårligt. Hvad skal jeg vælge?«

Det var jo sært passende, og pointen er: At CYF i og med Træmuseet lærer øjet, læserens øje, at stille ind på de infraordinære frekvenser i det visuelle spektrum, som vores optiske apparatur ellers ikke normalt har adgang til. En ændring af verden går gennem en ændring af vores perception af verden. En kort anekdote: Jeg tog mine børn med til den førnævnte kongeeg engang i efteråret, og så siden, på en tur til Bellevue Teatret, hvor vi skulle se Folk og Røvere i Kardemommeby, så kom vi gående fra stationen, forbi Dyrehaven og ned mod strandvejen, og dér i krydset udbrød en af mine piger så: Se, det er en gammel eg! Og det var rigtigt, det var Skovfogedegen. Jeg giver Træmuseet æren for, at vi nu så det træ. Som Knud Viktor påpegede tidligere, det er netop de kommende generationer, der står på spil.

Og nu det sidste navn: Inger Christensen. I et af de essays, der for nylig blev genudgivet (titlen undslipper mig) skriver hun – og jeg undskylder på forhånd, det er et lidt langt citat, men det fortjener at blive citeret i sin helhed:  »Jeg går ud i en skov og forstår ikke, hvorfor træerne er der, undrer mig over at træer i det hele taget findes, kan give mange gode grunde f.eks. iltning af luften, skygge i solen, brændsel til vinter, papir til avisen, til at det er dejligt at de findes, men hvorfor de findes: nej. Jeg fælder et træ. Dér står så træstubben. Der ligger træstubben. Jeg ser straks, at træstubben er et bord. Jeg sætter mig på stammen. Den er allerede en stol. Jeg slæber stammen hjem og laver mig et »rigtigt« bord og en »rigtig« stol. Men hvis de skal være »rigtige« på en måde der afgørende adskiller dem fra det møblement træstubben og træstammen leverede og som blev ved med at ligne et ødelagt træ, må de, når de er færdige, stadigvæk kunne vække dette første ubesvarede spørgsmål, hvorfor træer i det hele taget findes.«

Det første ubesvarede spørgsmål: Hvorfor træer i det hele taget findes? Men det må ledsages af et andet ubesvaret spørgsmål: Hvorfor træer i det hele taget fældes? Hvorfor findes de i så stor grad ikke længere? Og et tredje og lige så gådefuldt spørgsmål: Hvordan er det dog lykkes CYF at lave et så vellykket værk om træer? Det ved jeg virkelig ikke, men jeg ved at han nu får Kritikerprisen – mange gange tillykke med den!