Kritikerprisen 2017, Ida Jessens takketale

Hvad er det for en magi, der er ved bogstaver? For et par dage siden læste jeg et rotvælsk leksikon, fra 1837 af N.V. Dorph. Rotvælsk er taternes og kæltringernes sprog. Bagerst i leksikonnet er der en rotvælsk samtale mellem to skøjere og knaspere, dvs. vandringsmænd og kammerater. N.V. Dorph havde som informant en mand, der blev kaldt for professoren i natmandskredse. Professoren sad i Viborg tugthus for løsgængeri, og Dorph kom i hans celle og fik forelæsninger i det rotvælske. Dorph havde hørt, at den der afslører det rotvælskes hemmelighed for en dansker, bliver dræbt for forræderi af sine egne, og han spurgte professoren, hvorfor han risikerede at sætte sit liv på spil. På det gav professoren ikke noget andet svar, end at han håbede det ikke ville blive opdaget. Men intet kan skjules, selv ikke i det skjulte. På vej ud i fra fængslet til friheden, blev han overfaldet og tævet ihjel. Og ordbogen, den blev blandt andet brugt af politiet i jagten på de forhadte sigøjnere.

Men til den sidste undervisningstime havde Dorph manuskriptet med og læste samtalen mellem de to knaspere og skøjere højt for professoren. N.V. Dorph skriver i sit forord til leksikonnet: ”Jeg glemmer ikke, med hvilken inderlig glæde og stolthed han hørte på mig, da han for første gang hørte sit sprog læst op af en uindviet mund.”

Denne glæde, denne stolthed over det skrevne ord. Noget af den samme, men ikke livstruende glæde, mærkede jeg, da jeg var barn i Thyregod, der dengang var en hvid plet på landkortet. Siden er det jo blevet sådan, at man i nyhederne på tv hører brugsuddeleren i Thyregod udtale sig om den politiske situation, eller en kunde hos bageren i Thyregod tale om idræt eller musikskoler på landet, og grunden er jo den, at Kristian Thulesen Dahl bor i byen nu – ovenikøbet i den gamle lægebolig, hvor fru Bagge står og spejder ud over Vestergårds mark om aftenen og lytter efter toget. Men da jeg var barn, fandtes Thyregod ikke uden for Thyregod og nærmeste omegn. Hvor stort et savn det var, hvor nedtrykkende det var, gik først op for mig, da Per Arnoldi i halvfjerdserne for DSB lavede fire plakater – en rød, en gul, en grøn og en blå – hvor alle togstationer i hele landet stod trykt, og jeg på den røde til stor ophidselse for mig selv fandt ordet Thyregod, og det gik op for mig, at Thyregod havde ret til at findes! Thyregod var ikke ingenting, den var noget! Den samme ophidselse drev mig, da jeg skrev de to bøger om ægteparret Bagge. Da lukkede jeg øjnene for at Kristian Thulesen Dahls indflydelse. Jeg skrev på pirringen ved at benævne, at navngive.  

Tak for prisen! Jeg blev glad i tre omgange. Først da jeg hørte, at jeg var nomineret til Kritikerprisen, og så, da jeg fik en mail fra Kamilla Löfström med overskriften Tillykke, Ida. Og nu, hvor jeg netop hørte Birthe Weiss’ indsigtsfulde og smukke tale. Man kan ønske så meget at sige tak, at man kan synes at takken skal stå mål med gaven. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, og selv hvis det kunne, ville det være upassende. Jeg har ofte tænkt, at det ville være passende, hvis der fandtes priser også til forlæggere, kritikere, bibliotekarer, boghandlere og læsere. For litteraturen findes i det store kredsløb, og at den har så gode kår, er vidunderligt. Det har den kun, fordi den er værdsat og arbejdet med med en glød så stærk som kærlighed. Det er en samtale for den enkelte, men her i vores hyperindividualistiske tidsalder er det stadig litteraturen, der bringer folk sammen.

Det var Standart, der opdrog mig til at læse kritik. Det var i 1987, at det første nummer udkom til en rund blank tier, og hvor jeg også kom med i redaktionen på forlaget Klim. Jeg læste litteraturhistorie i Aarhus, og på Klim lå dagens aviser, og også Times Literary Supplement kom. Men det var Standart, der for alvor fik mig til at læse kritik, og Weekendavisen der med sin tætte ugentlige dækning af bogstoffet, åbnede mine øjne for hvad det betyder med et levende kritisk miljø. I mange af mine unge år boede jeg i Norge – og både Standart og Weekendavisen blev leveret med post til polarcirklen med fire dages forsinkelse, og når jeg købte de norske aviser, blev jeg skuffet over at det var enkeltstrøede anmeldelser – det var inden Morgenbladet begyndte at satse på litteraturstoffet – og ikke denne brede dækning, som jeg var blevet forvænt med fra Danmark. Siden er de kommet efter det i Norge, men i Danmark er det ikke gået tilbage med kritikken.   

Denne fortløbende diskussion af litteratur – hvor man er med, hvor man erklærer sig enig eller uenig eller alleroftest noget midt imellem, hvor man ledes på nye veje og hvor alting egentlig løber i den samme flod, diskussion, læsning, skrivning, liv. Jeg tænker på alle disse mange tavse diskussioner, der foregår i de læsendes og skrivendes hoveder.

For en forfatter er der også tider, hvor man helst vil stå uden for det litterære kredsløb og bestemt ikke ønsker at høre kritikernes stemmer hviske en i øret, når man sidder ved sit skrivebord og IKKE skal skele til siderne, IKKE skal være andre til behag, hverken læsere eller kritikere eller boghandlere eller forlæggere eller noget forfattermiljø.  

Når man skriver, er man væk fra alting i lang tid. Man vil glemme at man er forfatter, der laver bøger, der bliver læst, til trods for at man sidder og skriver på livet løs. Men i dag vil jeg gerne stå her, på begge mine ben, og sige tak. Tusind, tusind tak!