MELLEM VÆKSTERNE OG TEKSTERNE Andrea Pontoppidan om Træmuseet

Af Kamilla Löfström, 27 februar, 2019

I den baggård, der hører til den lejlighed, jeg bor i, har vi et hvad jeg betragter som ualmindeligt stort by-træ, og under det træ læste jeg Træmuseet i den stadig intenst varme sensommer. Måske som en effekt af læsningen følte jeg, at min opmærksomhed spaltede sig ud mellem træet bag mig, det der befandt sig i periferien af min bevidsthed, bogen og de træer, der var til stede heri.  

Træmuseet er en enormt grundig øvelse i og en insisteren på at rette opmærksomheden mod de elementer, der altid befinder sig i periferien af et moderne, højteknologisk samfund. Den insisterer på, at træerne rummer en særegenhed, som må få opmærksomhed. Om den har held med at udpege konkrete forbindelser mellem menneske og træ, mener jeg både der kan svares ja og nej til, og spørgsmålet er også, om den skal det. Træmuseet er et omfattende værk, som man kan blive ved med at udfolde. Jeg vil forsøge at skitsere bogens udformning, og så vil jeg kigge på, hvordan forbindelsen mellem træerne og skriften artikuleres i værket. Jeg vil også kort kommentere receptionen af værket og forsøge at beskrive, hvorfor jeg synes, dette værk er så vigtigt.

Træmuseet er skrevet af kunstner og forfatter C. Y. Frostholm, og kan i høj grad kaldes et hybridværk. Bogen rummer essayistiske rejseberetninger, botaniske optegnelser, dagbogsnotater, gamle som nye tekster, naturhistorie og sort-hvid fotografier. Bogen er også i høj grad en collage af citater fra en række poeter, hovedsageligt den franske digter Francis Ponge og den portugisiske digter Fernando Pessoa, der skrev igennem en række heteronymer, bla. Bernardo Soares og Alberto Caeiro. Med denne flerstemmighed italesætter værket begrænsningen ved det individualiserende, som når Soares citeres for at påpege, at det franske ord ’personne’ både kan betyde nogen og ingen (side 49). Og som når den urbane botaniker får følelsen af, »at dele af ham selv er blevet af træ«. (side 206)

Bogen er komponeret som et slags kollektiv af stemmer – både menneskelige og mere-end-menneskelige – der skaber denne udspaltede form, som bogen tager. Nærmest som efter et træs rhizomatiske trævle-rod.

I Træmuseet rejser den skrivende i »fodsporene« på både poeter og træarter. Bogen er opdelt i kapitler, hvor hvert er tilegnet en bestemt træart, der har betydning for jeget såvel som for hans litterære forbilleder. Sådan kommet Træmuseet bl.a. omkring Egekrattet i Danmark, Børstekoglefyrren i England og Korkegen i Lissabon, og sådan bevæger Træmuseet og den skrivende sig på tværs af tid og rum.

Den skrivendes rejse som urban botaniker begynder under et cedertræ ved den botaniske have i Lissabon. Dette cedertræ er det eneste, der interesserer ham i den turistguidebog, han har fået i hånden. Prædikatet ’den urbane botaniker’ siger ikke meget om den skrivendes botaniske evner. I starten lyder det symptomatisk: »Jeg kan ikke forklare, hvordan man kan vide så lidt om træer« (side 30). Og alligevel ved han noget. Den urbane botaniker har nysgerrigheden som sit udgangspunkt.

Dette cedertræ, ved hvilken rejsen tager sin begyndelse, er i høj grad et kultiveret stykke natur, sammenfiltret med det jernstativ, der er malet i samme grønne farve som bænkene og holder træets krone oppe. Herunder er opstillet et lille mobilt bibliotek. Natur og kultur er ikke adskilt i Træmuseet. Træer, mennesker og litteratur former hinanden, og træer former de byer, mennesket bevæger sig i.

I Træmuseet insisterer den skrivende på at dvæle ved det langsomme, måske kedsommelige arbejde, det er at observere de træer, han ikke forstår. Denne insisteren får ham til at vende tilbage til Cedertræet igen og igen og som det lyder »at stirre ind i et mørkt træs blik, som ingenting vil én, men heller ikke vil én ingenting« (side 81). Den skrivende spørger her, hvor mange gange man mon skal besøge et træ, før det føles som et hjem, et spørgsmål der udvides i Mikkel Frantzens anmeldelse i Politiken, hvor han opfordrer til at »opholde sig i denne bog, så længe som muligt – og lade den tage bolig i en.« Opfordringerne til at skabe disse rum for trygge beboelser, at dvæle ved og med både træ og skrift, synes at krystallisere sig igen og igen i Træmuseet. På den måde bliver det måske muligt at undersøge, hvad dette ingenting som træet ikke vil én, er.

Den urbane botaniker ønsker at gå systematisk til værks og øve sig i at huske plantenavne udenad, når træblindheden og følelsen af uvidenhed melder sig hos ham.  Men følelsen af uvidenhed synes blot at vokse i takt med, at han besøger flere og flere boghandlere såvel som væksthuse. Omvendt er den etablerede analogi mellem den fysiske kropslighed, tekstlæsningen og krattet også med til at skabe en intim overensstemmelse mellem væksterne og teksterne, som når der står:

»Jeg veksler mellem at læse og gå omkring egekrattet, og umærkeligt får teksten også selv karakter af et krat af træer. Jeg ser den som krattet. Får krattet også karakter af tekst?« (side 228)

Således synes værket at spørge, om det poetiske skriftarbejde og en større tekstforståelse også kan være en adgang til at nærme sig træerne.

Den sproglige grænse mellem den skrivende og træerne er et tilbagevendende tema, og han beskriver et sted sit forhold til træerne »som måske ligefrem ordløst« (side 134). Spørgsmålet omkring kommunikation minder mig om den amerikanske forfatter Ursula le Guins lille tekst Akaciefrøenes forfatter. Her overvejer en therolingvist, der normalt tyder dyresprog, muligheden for, at et vegetativt sprog – en vegetativ kunst – findes. Han forudsiger, at den, hvis den findes, må betragtes som »ikke aktiv, men reaktiv, ikke kommunikativ, men receptiv, og spørger: Kan vi overhovedet kende den?« (Akaciefrøenes forfatter side 17)

Jeg mener, at C.Y. Frostholm med Træmuseet har skabt en sådan form for reaktiv og receptiv – nærmest vegetabil – kunst, som vi rent faktisk kan kende. Jeg får en sær fornemmelse af, at det er træerne, der har lært Frostholm at formidle en modtagelig, åben, respektfuld og nysgerrig henvendelse, der spørger til, hvad træer betyder, og hvad de kan og må betyde. Et sted står der: »Det, vi lider af er, at naturen ikke længere betyder vores omgivelser, men den del af verden omkring os, som ingenting har med os at gøre. Det, vi ingenting har til fælles med.«

I sin anmeldelse i Jyllandsposten skriver Erik Svendsen at Peter Wohlleben med bestselleren Træernes hemmelige liv fra 2016, når bedre i mål med at beskrive, hvordan »træernes absolutte anderledeshed radikalt bryder med det humane«. Dette vil jeg gerne erklære mig uenig i.

Wohllebens kategoriserende beskrivelser af træernes ’seksualitet’, ’familieliv’ og ’socialitet’ presser træerne ind på et ’menneske-sprogligt domæne’, der mest af alt forekommer at reproducere ideen om træet underlagt menneskelige normer – en ikke gavnlig antropomorfisering, vil jeg mene.

Her mener jeg, Frostholm i langt større grad har øje for de forskelle, men også overlejringer mellem menneske og træ, der hele tiden pågår, hvor menneske møder en slags inhumanitet – en andethed – der kræver af både den urbane botaniker, men også læseren, at tænke over, hvad humanisme overhovedet er.

Træmuseet forsøger ikke at kortlægge træernes liv efter kategorier, og den synes ikke at mene, at vi skal forstå træernes liv til bunds. I stedet er den en udforskning af, hvilken type intimitet, der kan kultiveres mellem træ og menneske, en på en gang sansende, litterær og besværlig forbindelse, der måske er det, der giver jeget en pludselig, ubændig lyst til at stikke hovedet helt ind i akaciebusken.

Selvom Træmuseet er et fragmentarisk værk, der er sat sammen som en collage, virker bogen underligt helstøbt. Træerne danner en rød tråd igennem værket, men det er også træerne, der giver den skrivende mulighed for at forholde sig til alt muligt andet end træer. Og alligevel føles værket så sammenhængende.

Man kan måske beskrive det som den type tværartslige symbiose mellem figentræet, de hvepse der lever i fignerne, og parasitterne der lever i hvepsene, der på et tidspunkt beskrives i bogen som »en slags klynger af arter, der har udviklet sig sammen over uendeligt lang tid. Som dele af hinanden. Et system som mennesket har koblet sig på ved at dyrke den og påvirke dens udvikling.« (side 55)

Også Træmuseets dele synes at udvikle sig som dele af hinanden, som små klynger af tekststykker, små montager, hvor hver del får en særlig betydning i kraft af de andre brudstykker, de sættes sammen med. Denne mosaik understøtter det, der forekommer at være en af hovedpointerne i bogen, nemlig at mennesket ikke står over træerne, men bliver til sammen med træerne og efter træerne.

Træmuseet gør det ikke nødvendigvis nemmere at forholde sig til det vegetabile liv, vi omgives af. Men den artikulerer på ikke-dikterende vis nødvendigheden af at forholde sig til træernes tilstedevær i en tid præget af accelererende, alvorlige klimaforandringer.

Jeg sad under træet i sensommerheden og læste om træernes åreringe som en visualisering af tiden, i denne passage, hvor det lyder:

»Træets stamme rummer væv fra hvert eneste af disse år i modsætning til ben eller hud, hvis celler løbende udskiftes. Det er en akkumulerende hukommelsesbank, som ikke nøjes med at registrere. Træets erfaringer er en indgroet del af det selv: Det er i en eller anden forstand tiden. Alligevel er det umuligt at påstå, at man forstår det.« (side 519)

Da følte jeg en sær misundelse over for det træ, der holdt min ryg. Sammenlignet med det, følte jeg mig skrøbelig. Det er som om, at træerne har deres planetariske erfaringer indlejret i alle lagene, mens vi mennesker igen og igen glemmer, at vi er ved at udrydde os selv. Det fik mig til at tænke over,  hvem vi egentlig taler om, når vi taler om at overleve klimakrisen. Vi er intet uden træerne. Det er det, jeg mener, Træmuseet så fint, bevægende og stilfærdigt italesætter.

 

Træmuseet.Frostholm