Af Ida Jessen
Selv om jeg har skrevet i mere end tredive år, kender jeg stadig fornemmelsen af ikke at kunne skrive. Særlig i mellemperioden mellem to bøger er den påtrængende. Det er en følelse af intet at kunne og intet at have lyst til. Radaren drejer, men intet fæstner den sig ved. Det er en elendigheds-følelse. I sådan en periode talte jeg med Jens Smærup Sørensen. Jeg ved ikke, hvilke famlende upræcise ord, jeg brugte til at beskrive den stilstand jeg stod i. Men jeg ved, hvad han sagde: »Indimellem er der opstandsning og nyorientering,« sagde han.
De ord, og den ro og selvfølgelighed de blev udtalt med, havde en nærmest magisk virkning. Jeg begyndte at skrive essays. Når jeg havde skrevet ét essay, tænkte jeg mig om i en fjorten dages tid, og så skrev jeg et nyt, indtil samlingen var færdig. Samlingen kredser om spørgsmålet: Hvordan bliver man ved?
Hvordan bliver man ved? Når man er ung, har man en finger på pulsen. Når man bliver ældre er det almindeligt at føle at man ikke hører hjemme i sin tid. Det gælder ikke kun kunstnere.
I de senere år, hvor jeg nu hverken er ung eller gammel, men nogenlunde midt imellem og derfor, på en måde er fri af tiden, har jeg tænkt mere og mere på epikken.
Jeg har somme tider tænkt på, hvad grunden kan være til at epik som kunstform er underbelyst. Ja, da jeg begyndte at få de første svævende tanker om epikken, tænkte jeg: Er epik overhovedet en kunstform i dag?
Jeg begyndte at lede efter drøftelser af epik. Jeg spurgte litterater, hvor jeg skulle lede. De måtte tænke sig om. Sjovt nok, lød svaret flere steder, er der ikke særlig meget teori om epik. Jeg blev rådet til at gå til Simone Weils bog om Iliaden, til Kierkegaard, til Lucacs, Bakhtin, Wittgenstein, Blumenberg.
Jeg gik til The Princeton Handbook of Poetic Terms, der førte mig fra Gilgamesh, Rolandskvadet, Beowulf og Odysseen over Den guddommelige komedie til The Waste Land og Ulysses. Men det var hverken antikkens helteepos eller middelalderens eller mellemkrigstidens menneske, jeg ledte efter. Jeg leder efter os. Os, der er i live.
Det bedste og også det nyeste bud fandt jeg i Tage Skou Hansens ’Forsvar for Prosaen’ fra 1950. Artiklen er skrevet under indtryk af atomtruslen, på et af de tidspunkter i historien hvor verdens undergang var nær, ligesom nu, hvor vi står over for den værste trussel menneskeheden har udsat sig selv for, klimakrisen. Dengang som nu frygtede man at sætte børn i verden. Og der stod Tage Skou-Hansen d. 17. maj på Karl Johan i Oslo og ser børnene strømme forbi i optoget. Børn i en helt endeløs strøm, børn uden fremtid, børn for hvem det ville være bedre at dø end at overleve atomkrigen. »Alle dem du har frakendt retten til liv i din store og nøgterne visdom. Disse tusinder af børn der svinger med flaget og råber hurra på allermest sentimental måde konfronteres du med, en for en i optoget. Han skal dø, og hende der har du dømt, ham og hun, og ham og hun,« tænker Skou-Hansen.
Så hvisker fornuften kælent ved hans øre: Du overdriver, min ven. Du er urimelig mod dig selv. Sådan mente du det jo ikke. Du holdt netop med børnene. Men fornuftens stemme drukner i larmen af trutten og hujen. Børneoptoget er en demonstration for de kommende år. For fremtiden.
Er man dystopisk anlagt, kan man sige, at Tage Skou Hansens børnetog d. 17. maj ikke vidner om fremtiden, men at den er et glædens øjeblik. Fra i morgen venter sikkert igen trøstesløse, håbsforladte dage, kan vi sige med al den fornuft og klarsyn vi kan mønstre. For lykken bor i øjeblikket, og øjeblikket varer kun et øjeblik, øjeblikket bliver ikke ved, og hverken glæde eller lykke bliver ved, for vi har slået fast at den kun er glimtvis, den bor i øjeblikket, og elendigheden bor der også, og af en eller anden grund som jeg ikke har gjort forsøg på at analysere, hamres den fast der og ophøjes til lov. Sådan er øjeblikkets patos. Håbet bor også i øjeblikket – men det er et afmægtigt håbefuldt håb, alene af den grund at håbet som en følelse eller et øjeblik udstilles som et Herregud, ja, hun ved jo ikke, hvad der kommer til at ske.
Men øjeblikket har vi da lov at ha’, kan vi sige. Ja, vi er vilde med dette øjeblik. Vi er vilde med vores resignation. Sådan er den patos, vi under os selv. Dette isolerede punkt, hvor alting flammer op og dør, så snart lygten rettes et andet sted hen. Dette øjeblik må ingen tage fra os.
Vi synes, at øjeblikket er mere sandt end det lange løb.
Er det for langt ude at hævde, at vores litterære diskussioner bærer præg af det? At der er en grund til, at epikken er underbelyst, ja, nærmest en smule tabubelagt, og betragtes som ikke-relevant og som tilbageskuende fordi den postulerer en helhed, hvor alt er splintret, og fordi epikken ikke er øjeblikkets kunstform, men handler om den tid der bliver ved? Og er det for langt ude at hævde, at denne ikke-diskussion af det episke er forældet, fordi den ikke er blevet fornyet de sidste knap 100 år?
Epikken ér mere udesperat og mindre nervøs end det lyriske øjeblik og følelsen. Gør det epikken mere naiv? Mere lalleglad, mere blind for det dystre, som er blevet sandheden om vores liv og tilværelse. Gør det den til underholdning? Til noget der med rette rubriceres i underafdelingen sammen med krimier og romance eller blot og bart mainstream?
Kunsten kan, hvis den bliver tankeløs, pr. automatik bindes til nedrivning. Det er nemmere at rive ned end at bygge op, og braget er højere, støvskyen er også høj. Epik er i selve sin form opbyggelig. Opbyggelighed lugter af sødlandenhed og forkyndelse forklædt som litteratur. Men lad os tale om opbyggelighed:
Epikken er opbyggelig, al den stund at det er den kunstform som handler om tidens gang. Tiden går, den forsvinder, men den bliver også ved, for der kommer hele tiden en ny tid. Livet skal leves og døden skal døs, men tiden fortsætter også efter os. Det er denne helt banale erfaring, som epikken beskriver. Epikken handler om at ingenting er endeligt. Alt er flydende. The rise and fall and rise and fall and rise again. I morgen vil der komme en ny dag, om ikke andet så et andet sted – for nogle andre.
Epikken er med andre ord et forsinkelsesrum, hvor forandring kan finde sted. Måske nu, hvor vi oplever katastrofiske tilstande, skal vi vriste os fri af vores litterære vanetænkning, der kredser om håbets og følelsens opblussen og hendøen i øjeblikket. Vove at tænke på det lange løb, der bliver ved og ved, og hvor fornyelse er mulig og forandring er mulig, ikke kun for den enkelte, men for alle.
Der har altid været en fremtid. Det er der også nu.
Al god kunst kræver muskler. Det kræver i ekstrem grad muskler at skrive troværdig epik. At få muskler kræver øvelse og træning, og med- og modspil. At få muskler kræver opmærksomhed, diskussion, opmuntring, inspiration, kritik og konkurrence.
Jeg ville ønske at vi talte noget mere om epik.
Tak for Georg Brandes-prisen. Den kom som en vidunderlig overraskelse og giver medvind på vej i mit nye arbejde.
Tak for den smukke motivering som jeg har læst med så stor glæde.
Thomas’ tale ville jeg gerne have hørt i dag. Men nu glæder jeg mig til at læse den.
Tusind, tusind tak.