Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-prisen 2023 til magasinet Atlas holdt 20. marts, 2024 på Johan Borups Højskole
Af Elisabeth Friis
Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-prisen 2023 til magasinet Atlas holdt 20. marts, 2024 på Johan Borups Højskole
Af Elisabeth Friis
Kære Atlas
Hjertelig tillykke med Georg Brandes prisen!
Som alt andet, der er levende, trives kultur- og litteraturkritikken bedst når den bedrives på mange forskellige måder, i mange forskellige miljøer og af mange forskellige slags kritikere.
Men graden af kritisk biodiversitet er så absolut nedadgående. Det skyldes blandt andet at det er så forbandet svært at drive tidsskrifter i dagens Danmark, hvor kulturkritikkens infrastrukturer længe har været under implosion.
For hvem skal egentlig købe kulturmagasiner og tidsskrifter, når den sidste boghandel i provinsen er lukket, eller bare opdage at disse publikationer findes, når de ikke bliver anmeldt i aviserne, og bibliotekernes udlånssteder er erstattet af borgerservice og mere end halvtomme reoler.
Midt i den omsiggribende ørkenspredning er Atlas dog en sejlivet oase. Atlas har eksisteret siden 2010, og det er faktisk enormt lang tid. Mange er de tidsskifter og magasiner, der kun har holdt dampen oppe i et par år – og der er da også blevet kæmpet for sagen undervejs. Jeg husker flere fundraising-kampagner for magasinets overlevelse. Atlas har endda været gratis, men nu skal man så tegne abonnement, hvilket sikkert er en god idé, og hvilket man må opfordre alle til at gøre: Atlas anmelder litteratur, der ikke bliver anmeldt andre steder. Og Atlas giver plads til den truede art: det litterære essay. Dertil møder man virkelig mange forskellige – og – yngre – skribenter i Atlas – både i den politiske og den kulturkritiske del af magasinet. Atlas er simpelthen et sted, hvor yngre skribenter har mulighed for at få redigeret og trykt deres tekster, uden hvilken ikke.
Det er sjovt at redigere et kulturmagasin. Det er sjovt at arbejde i kulturkritikkens tjeneste. Man lærer alt muligt af det. Men det er også et utaknemmeligt arbejde. Der er meget rod, kedelig korrekturlæsning, folk der ikke svarer på de mails, man sender til dem, folk der bliver fornærmede, når man beder dem om at rette stavefejl eller blot at udtrykke sig nogenlunde begribeligt. Og så er tidsskriftsarbejde nærmest per definition ulønnet arbejde i det som Jacques Rancière har kaldt la nuit de proletaire – proletarens nat. Man bliver hverken rig eller berømt af at redigere Atlas eller af at skrive for Atlas – til gengæld bliver man en del af et fællesskab, hvis udgangspunkt er etisk og epistemologisk forsvarligt – og det er ikke så lidt – i disse markedsstyrede tider. At redigere et kulturmagasin er også konstant at sige farvel til nogen og at byde andre velkommen ind. Der er ikke lim på taburetterne, når man bedriver kulturkritik uden at kunne leve af det. Jeg har mange års erfaring fra lignende brancher – non-profit forlag og tidsskriftsredaktion – og det vigtigste, der er at sige om denne kommen og gåen er, at så længe vi sørger for, at der er nogen til at tage over, så længe vi arbejder for kontinuitet – så har vi gjort det vi skulle.
Kære Atlas – det er en fornøjelse at kunne hædre jer – ikke bare med ord, men også med det, man plejer at kalde en net sum, der meget passende uddeles i Georg Brandes’ navn. Brandes var ikke en død fisk som flød med strømmen, he kept an open mind, og det er lige præcis, hvad I også gør, hvorfor det er helt rigtigt, at I står her i dag som et vidnesbyrd om at den frie og levende kulturkritik ikke er sandet fuldkommen til. Jeg vil slutte med at citere et par opmuntrende linjer fra Diana di Primas Revolutionsbreve, der netop er udgivet af skrivekollektivet fredag aften og Laboratoriet for æstetik og økologi – nogle af de andre aktører, der er med til at opretholde den kulturkritiske biodiversitet. Det, di Prima skriver om i 'Revolutionsbrev nummer 2', handler nemlig lige præcis om, at det gælder om at blive ved, og det lyder sådan her:
Et enkelt livs værdi en parole de har lært os
for at indgyde frygt og lammelse, »du lever kun én gang«
blår i øjnene på os, vi er
endeløse som havet, ikke adskilte, vi dør
millioner af gange om dagen, vi bliver født
millioner af gange, hvert åndedrag liv og død:
op med dig, på med skoene, kom
i gang, nogen vil færdiggøre
Brandesprisudvalget siger tak for jeres gode arbejde og hurra!