Kritikerprisen 2010 til Christina Hesselholdt

Jeg er nødt til også bare at sige det sådan her – med et suk: ”Åh, hvor er den god, Christina Hesselholdts fortællekreds Camilla – og resten af selskabet.

Jeg forestiller mig, at mange læsere har tænkt som jeg: Tænk, at kunne skrive sådan. Sådan f.eks.: ”Charles er syg. Han er den smerten rider.” Så verbet ’rider’ i bogens første linje diskret forbinder denne bog, Camilla – og resten af selskabet, med den forrige Camilla and the horse, hvor Charles også er hest, men med en anden overført betydning. 

Her er Charles den smertensredne, og Camilla sidder på en stol ved hans seng. Rører hun Charles det mindste, gør det ondt på ham, hun burde med egne ord ”være en engel eller en anden forekomst med vinger, så jeg kunne være over ham uden vægt, røre ham uden at gøre ondt værre”. 

Fra dette sted på stolen ved sengen fortæller Camilla, hun er ingen Sheherezade, ingen storyteller. Det er noget andet, der er på færde. Noget andet, der sådan cirka er det modsatte af Blixen, hvor man jo blandt andet kan komme til at mærke en vis trang til at læse symbolsk. Hos Hesselholdt bliver genstandene gjort til genstande igen, når en vindueskarm eksempelvis læses fra venstre: et paradistræ, en orkidé, et æble, men med den fortællendes pinlige bevidsthed om den medfølgende betydning, der kommer af at nævne et paradistræ, en orkidé, et æble minsandten – eller senere et andet sted at nævne en gyngehest og dens farver og bevægelser. At skrive, man har drømt om vand. 

Camilla – og resten af selskabet handler om litteratur, måske endda et bestialsk forhold til litteratur, som om litteraturen er en pelset krop, man kan varme sig ved. Det sekspersoners selskab er også et memento mori. Der er hundeejeren Edward, som besøger sin mors grav hver dag og står der og mindes. Han har fået placeret en taburet af granit på graven, fordi han tænker bedre, når han sidder, men også ”fordi der er sådan en midlertidighed over at stå op”. Siddepladsen har han dog ikke benyttet endnu. Lægen Kristian er meget direkte i sin påmindelse om vores midlertidighed. Han indleder ofte sine sætninger med ordene ”Eftersom vi er her så kort …”. En formulering Camilla mener lyder smukt og er vemodig og sand. 

Kredsens fortællere er i visse passager nogle meget skriftlige fortællere. To af dem, Camilla og Alma, er forfattere, og fiktionen her er ingen illusion om at være naturlig, motiveret, sådan opstået af sig selv. Den gør tværtimod stærkt opmærksom på sin kunstighed og på sit eget arrangement. Der er de firkantede parenteser med navne på fortællerne, der indleder hvert afsnit, eller der står ”Det kunne her muligvis være på sin plads at fortælle lidt om mine venner, bare lidt:”, eller ”Men nu til bogmesse – bogmesse i Beograd ” eller en passage afsluttes med ”Så skulle der være bundet sløjfe om Eliot.” Eliot er T.S. Eliot, og at binde sløjfe er i øvrigt en anden skriftmanøvre end det at strække teksten så langt, man kan med et truttelut. Truttelut er Beckets udtryk. 

Kredsens øvrige forfattergespenster er Virginia Woolf og Sylvia Plath. Deres ord indgår i Hesselholdts tekst, her Virginia Woolf om skønhed:

Hvad skønhed angår, som jeg altid siger, når jeg spadserer på terrassen efter morgenmaden, så er der for meget af den til et par øjne. Der er tilstrækkeligt til, at lykke kan tilstrømme en hel befolkning, hvis bare de ville kigge.

Det vil Camilla og Alma på deres tur til The Downs og Devon. De vil besøge geni-selvmorderskenes huse og se det, genierne så – blandt andet vil de se den udsigt som Woolf så, da hun skrev The Waves. Camilla og Alma får ingen skønhed at se. De kommer derimod til at føle sig som to nyfigne livsindtrængere, de bliver et par nutidige og utidige komiske figurer i det historiske, litterære landskab, hvoraf den ene, Camilla, ikke engang kan finde rundt. Og sådan går det personerne i selskabet, de bliver komiske i deres møde med verden omkring dem. 

Bogen undersøger en slags metode, den udforsker synssans og erindring. I afsnittet ’Naturen som en række sætstykker’, hvor Camilla fortæller, står der:

Naturen har jeg. Den har jeg lært at have.
’Se, se, se’, har man sagt til mig, samtaler er blevet afbrudt for pegeri og unaturlig tavshed ved et syn. Og nu ser jeg, jeg ser det røde træ, hele efteråret, som jeg aldrig har set det før. Men kan jeg tage naturen med ind i stuen, når jeg kommer hjem (til sygesengen), kan jeg bevare den i mig som en trøst og en kraft, kan jeg møde den, som om den var en række sætstykker, mit blik kan løfte ind i min erindring?

Det er, når Camilla betragter genstandene omkring sig, at der går hul på fortiden, stykker af ungdommen dukker frem i bevidstheden. Men Camilla har det også med at se sig selv udefra. Hun har det faktisk svært i selskab med andre. Hun har det med at lægge en dæmper på selskabet. I selskabeligt lag er hendes tilstand ofte som en østers. 

Det er denne tavse østers, der sætter en scene, hvor vennerne kommer på besøg og champagnen bælles og begæret udleves. Camillas erindring om hende og Charles ”i et andet liv” forvandler sig til en fest for øjnene af hende, en fest med Charles, hende selv, Alma, Kristian og Edward. Beretningens fortælletekniske broer: ”Og hør nu …”, ”Vi siger …” og ”Hvem kommer der?” gør den til en meget levende beretning, men det er jo netop samme små tricks, der antyder, at festen er en forestilling – som i at forestille sig noget. 

Titlen er med andre ord raffineret, Camilla – og resten af selskabet er måske blot Camilla siddende ved den smertensrednes seng, erindrende og skrivende. Tankestregen mellem ’Camilla’ og ’og resten af selskabet’ indikerer afstanden mellem Camilla og verden. 

”Jeg har en stor trang og forventning til, at noget skal ske i mig ved mødet med verden.” fortæller Camilla blandt andet, men hun bliver altså også genert og tavs i andre menneskers selskab. Alma, Camillas nummer et, har det også vanskeligt i store forsamlinger og i små, for den sags skyld. Mødet med verden er både Camillas og Almas helt store. 

I Virginia Woolfs hus bliver Alma af en kustode bedt om at gøre rede for, hvorved Woolf er en af det 20. århundredes største litterære fornyere – med andre ord: hvorved hun ikke blot har betydning for ’kvindesagen’. Alma når kun at svare kustoden: ”Derved at hun …” så tøver hun og tænker i stedet: ”skal jeg tale om, hvordan hun trænger tiden sammen, så en dag bliver et liv? Skal jeg tale om, hvordan vægten er på bevidsthedens liv og udvekslingen mellem bevidsthed og verden.” 

Litteratur er i Camilla – og resten af selskabet en udveksling mellem bevidsthed og verden, med vægt på bevidsthedens liv. Om det at skrive direkte fra bevidstheden siger Alma:

Kristian ønsker sig et barn. Charles ønsker sig en ny ryg. Jeg ønsker mig et liv uden varmepude, hvor jeg skriver, som om jeg spillede klaver, spille side op og side ned, indtil jeg pludselig har spillet en hel bog frem. Camilla ville ønske at hendes bevidsthed ikke mindede om fedtet opvaskevand, eller hvad er det, hun siger: som en sæk fuld af papirlapper, man stikker hånden ned og trækker en: Skyld, står der. Selvforsvar. Bitterhed. Anklagetrang.

Da jeg i tankerne begyndte at skrive denne tale, skulle der indgå en masse hunde i den eller i det mindste skulle den indeholde sammenligninger med hunde. Sammen med farven gul har hundene nemlig en fremtrædende plads i bogen. Hvad angår hunde og farven gul, så er det lidt gådefuldt. For gul er vel ikke bare gul og en farve som henholdsvis roser, tulipaner og forsythiaer har? Og hunde er vel ikke bare hunde? 

Hundene hører til under bogens komik, i selskab med hunden fremstår mennesket komisk. I stedet for en masse hunde, bliver det bare til en lille hund. Den kommer her i en replik af Edward, hundeejeren:

”Det er hårdt at være en person, lille hund”

Sådan siger Edward til den følgesvend, han har fået ”på den sikre side” af sin mors død. Hun syntes nemlig ikke, at den voksne søn skulle anskaffe sig sådan en, og den voksne søn lod så være. Nu tager han hunden med til morens grav hver dag og erkender, at det muligvis sker i en art trods, og så er det altså, at ordene falder: ”Det er hårdt at være en person, lille hund” 

Edward siger selvfølgelig person og ikke menneske, for en person er et menneske i betydningen én blandt mange, eller vi siger person, når vi betragter et menneske med en vis distance. En person er en maske, en rolle eller en karakter. En person er et individ med sine omgivelser. En person er f.eks. Camilla – og så er der resten af selskabet.