Kritikerprisen 2003 til Peter Laugesen

Altings fløjtende hjerte

I en for tiden flittigt vist filmreklame for øl - det drejer sig om Dark - spiller Nikolaj Lie Kaas en forfatter, som til et selskab møder en bekendt, der taler dansk med fransk accent. Hun har for nylig set hans bog hos en boghandler, som kunne fortælle, at den havde fået en pris. Forfatteren lyser op i et smil: Kritikerprisen! Men nej, det var ikke den, det var en utsalsbriis, og boghandleren havde oven i købet kaldt det pågældende værk for et makværk.

Vi er i Litteraturkritikernes Lav stolte over, at man tillægger Kritikerprisen betydning, ja, at nogen overhovedet ved, at den eksisterer, og vi er glade for i år at kunne skænke prisen til Peter Laugesen for hans nye gakværk, hans skælvende, slingrende hamr & hak-værk Forstad til alt, en digtsamling på 127 sider.

For øvrigt er det nu problematisk at tale om værker, når det handler om Laugesen. Hans bøger er snarere at betragte som årgangsaftapninger ud af den strøm af tekst-gennem-tiden-og-rummet, som udgør hans produktion. Peter Laugesen udsondrer nemlig digte, som andre udskiller pis eller sved. Mærkværdigvis fungerer det fint, også på tryk, men uforligneligt live. For at manden kan læse, så selv telefonbogen bliver til poesi, det ved enhver, der har hørt ham, som da han for en måned siden præsenterede sin kongeniale og kongenitale (dvs. ej nosseforladte) oversættelse af Gertrude Steins Tender Buttons, eller Ømme dupper, som den kom til at hedde på dansk.

Ifølge gængs litteraturhistorisk overlevering var Gertrude Stein: en excentrisk lesbisk avantgardist. James Joyce, som Laugesen også har dyrket, gik med klap for sit øje. Hemingway drak undertiden for meget. Jack Kerouac var narkoman, Allen Ginsberg var bøsse, og Burroughs var både narkoman og alkoholiker og skød tilmed sin anden kone. Marinetti hyldede Mussolini, Jesenin hyldede Lenin, Majakovskij hyldede Stalin. Céline hyldede ikke ret meget, men hadede jøder af et stort ondt hjerte. Og hvad angår Pound, havde han sin egen helt specielle politiske teori, som også gjorde hans Pisan Cantos fra 1948 vanskelige at sluge så tæt på Anden Verdenskrig. Ikke desto mindre refererer Peter Laugesen direkte til bogen i de Grassinan Cantos, han udsendte på sin 60-års dag.

Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er. Peter Laugesens personlige valgslægtskaber er dem, som Guds bedste børn ikke må lege med. De store, stejle nej-sigere. De, der nægter at lade sig båsificere, og som, hvis de hylder noget, mest lovpriser digtet og kunstnerens frihed. På samme grundholdning har Peter Laugesen arbejdet siden midten af 60erne, i en endeløs strømmende skrift, der dog får særlig intensitet i årene omkring 1970 med de legendariske tre hvide bøger og omkring 1980 finder et andet, lidt roligere leje gennem åbningen til naturen.

Fra disse år stammer dog også en lille hårdtbagt samfunds- og civilisationskritisk samling Forstad til intet (1980), hvor digteren med hilsen til Poul Martin Møller siger, at neurosen blomstrer vildt i den tomme kondisko, og at parcelhusene stikker en bordtenniskælder i morænebakken og så bilder sig ind at stå fast.

Forstad til alt fra i fjor bæres af Peter Laugesens velkendte ætsende indædte tone, men forholder sig til hans gamle bog som kærtegnet til knytnæveslaget, som et ja til et nej, som en æstetisk in-klusion af sprog til en tidligere, og mere dogmefast, digterisk eks-klusion fra verden. Alt på hylden / kan bruges lyder Laugesen-loven: Vi vil alting nu! Hans digtning kaldes et sted et stadigt rasende / oprør fra intet / forsvar for det / der altid bliver glemt. Samme spil mellem tomhed og fylde finder vi i et digt, hvor han skildrer vor fælles og sin situation og samtidig indkredser sin metode:

Sommetider er der
for mange ord
Det sker næsten aldrig
at der er for få
Et sted midt imellem
er aldrig det bedste
Det er enten for meget
eller for lidt
Nedad mod intet
op imod alt
Sådan er loven
marken og byen
Stierne trampes
til brede veje
og en dag kommer
de store skibe
til kajs i havnen
Der står man og drømmer
mens gamle huse
tømmes og fyldes
og gaderne myldrer
af ingenting
Det er for meget
og det er for lidt
fordi det er alt

Egentlig, erklærer digteren, er han bare en flyttemand / med 29 brikker / plus det løse. Allerhelst vil han skrive som en hund der gør ad nytårsraketterne, og han har ikke lyst til at være så smart som han måske ville kunne være, hvis ellers han kunne ville.

At det så alligevel, eller netop derfor, bliver til gyldig kunst, det er, hvad Kritikerprisen denne gang skal markere. Den tilfalder i år en poet, som mange gerne ville kunne ligne, men som unddrager sig sammenligning med andre.

Nej, skal man sammenligne Peter Laugesen med noget eller nogen, må det blive solsorten, på latin Turdus merula, som da også stikker hovedet frem mindst fire steder i bogen. Mod slutningen da han citerer Beatles, i begyndelsen da han lader den hoppe over en lilje / efter noget / der er et bogstav, og så to gange ind imellem. Den ene gang citerer han Kingo, siger, at han hver nat forsker i sorgen, der er der hele tiden og vandrer sammen med glæden og den nedbrændte træstub med solsort / er altings fløjtende hjerte.

Den anden gang, i det længste af aftapningens solsorte-digte, skriver Laugesen, med hilsen til Frank Jæger:

Øv at være en solsort
og stå på en sten under liljer
med unger at fodre i reden
og næbbet mod lysets kilde
Snart er de nok bachelorer
i først det ene og så det andet
men tankerne løber som tid
og kviksølv i stenede årer
Hov for satan et mørnet
agern en tidlig bille
og alt det man skulle have siddet
på gavlen og sunget i forgårs

Går man i en skov, opdager man tit en solsorts tilstedeværelse på den korte, raslende lyd af blade, der sparkes op fra skovbunden og så smides væk med næbbet i et hurtigt kast. Den leder mest efter orm, insekter og snegle, men som vi ved fra foderbrættet, er solsorten som Peter Laugesen ikke ret kræsen. Alt på hylden kan bruges: bær og halvrådne nedfaldsæbler, gerne gæret en smule, så vi får en lille skid på.

Ellers et det nu mest udseendet, vi kender den for, og sangen: den melankolske, melodiske sang af bløde fløjtetoner i det dybe leje. Opslagsværket Fuglene i Danmark oplyser, at solsorten synger på snart sagt alle tider af døgnet ligesom digterne og at den, stadig ligesom de, overtager motiver fra andre. Nabohanner kan høres foredrage de samme strofer, unge fugle lærer af de voksne, mange motiver overleveres fra generation til generation og kan i mange år bevares i samme bestand. Uden tvivl efterligner solsorte melodier, mennesker fløjter, og i 1998 blev en dansk solsort medieberømt, fordi den kunne en stump af en Spice Girls-sang. I de senere år er solsortene naturligvis begyndt at indbygge ringetoner fra mobiltelefoner i sangen. De følger kort sagt med tiden, ligesom Laugesen, der i sin nye bog selvfølgelig får flettet en hilsen ind til den åndløse danske købmandsregering.

Kjærbøllings klassiske værk Danmarks Fugle fra 1852 oplyser, at solsorten, eller sortdroslen, som den også benævnes, er ualmindelig sky og klog; den er saa forsigtig, at den sjældent lader sig see. I vore dage er den blevet mere vant til folk, ganske som Peter Laugesen, der i dag er medlem af Det Danske Akademi. Kjærbølling skriver også, at Den er ufredelig og nidsk mod andre Fugle, selv sin egen Art, hvilket jeg næppe behøver kommentere, og så oplyser han, at den yngler to gange årligt, og at Han og Hun forblive sammen ogsaa udenfor Yngletiden.

Nu skal vi ganske vist ikke komme for meget ind på prismodtagerens privatliv, men jeg vil alligevel udtrykke håbet om, at den fortjente Kritikerpris, som Peter Blackbird Laugesen får om et øjeblik, på en eller anden måde også må komme hans kone og øvrige familie til gode.