Kritikerprisen 2024 til Christel Wiinblad

Love goes on forever

Kære Christel, kære kritikere, kære digtere, kære læsere, så er alle nævnt!

Nogle gange går Kritikerprisen faktisk til årets, nej, årtiets skønneste og vildeste og originaleste og radikalest genresprængende skriftindsats. Det skete i 1969, da prisen gik til Inger Christensen for Det. Og det sker i dag, i 2025, når Christel Wiinblad får prisen for Deep Purple, og ja, jeg ved godt, der er fem år tilbage af årtiet, men jeg vil vædde med, at der ikke kommer et skønnere og vildere og originalere og radikalere genresprængende værk, inden vi skriver 2030. Peter Laugesen burde have fået prisen for dobbeltudgivelsen Hamr & Hak og Den flyvende hollænder, 1977 (men ok at han i mangel af den rigtigste timing så fik prisen for Forstad til alt, 2003), F. P. Jac burde have fået prisen for Misfat, 1980, men fik den forbandet nok aldrig. Ursula Andkjær Olsen kunne have fået prisen for hvilken som helst af sine bøger i 00’erne og 10’erne, og fik den omsider og ikke alt for sent for Udgående fartøj, 2015. Og nå ja, selvfølgelig burde også Johannes L. Madsen, som heller aldrig fik den, have fået den for sin syredigteriske trilogi 1969-70 Nedspildt spruttende af syre, Smarte pletter mellem fingrene, For en person med verbale pupiller. For slet ikke at tale om Dan Turélls Manjana og Karma Cowboy, 1973 og 1974. Laugesen, Madsen og Turèll deler 70erne, et årti, der slet ikke forstod, hvor digterisk fantastisk, det var! (tilføjelse efter afholdt tale: Og Klaus Høeck for Hjem, 1985, men i orden med pris for Palimpsest, 2008).

Samtlige nævnte digtere og værker er nære slægtninge til Christel Wiinblad og Deep Purple. Hvad skal vi kalde familien: Ekspansionsen!? På samme tid fjernest og nærmest står selvklart Inger Christensen, som Wiinblad har skrevet speciale om, og som nemlig tøjler sin skrift langt strammere, selvom begge elsker systematik (og begge er systematisk kærlige), men favner virkeligheden med akkurat samme forslugne ømhed og opmærksomhed. Wiinblad udvider så lige den frydefuldt myldrende fysiske verden med en svimlende, men særdeles nærværende tilstedeværelse af dels fredsommelige hærskarer af engle og dels som det måske faktisk allermest virkelige i bogen digterjegets afdøde bror genopstandet som både sig selv og en med gevir kronet skovgud.

Og så vil jeg meget gerne citere, så fantastiskheden bliver til at tage føle på, og enten citere et stykke på en enkelt side, der handler om strukturerne i engle, eller to en halv side, der handler om myrefødderne i alting. Jeg vælger myrefødderne, i det på samme tid mest ekstatisk løftede og mest formelt styrede afsnit, 'I skovbrynet'. Det er umuligt at citere småt fra denne eftertrykkeligt umådeholdne bog, sådan er det med medlemmerne af familien Ekspansionsen:

»og nu her i stilheden her mellem træerne så jeg dem gå her i deres netværk.// og nu her i stilheden her på stammerne så jeg dem gå her i deres rækker.// og nu her i stilheden her i grenen så jeg dem skinne her i deres mønstre og i deres former.// og nu her i stilheden her på bladene så jeg dem skinne her i deres myrekroppe og i deres strukturer.// og jeg mærkede her deres små, blide myrefødders tryk her på grenene og her på Jorden.// og jeg mærkede deres små, blide myrefødders tryk her på træerne og her på Jorden.// og jeg mærkede her deres små, blide myrefødders tryk her på min pande og her på Jorden.// og jeg mærkede her deres små, blide myrefødders tryk her på mine hænder og her på Jorden.// og jeg mærkede her deres små, blide myrefødders tryk her i mit hjerte og her på Jorden.// og jeg mærkede her deres små, blide myrefødders tryk her i min ryg og her på Jorden.// og som egernernes poter her var dine poter her, var de dine myrefødder her.// og som uglernes klør her var dine klør her, var de dine myrefødder her.// og som fuglenes vinger her var dine vinger her, var de dine myrefødder her.// og som larvernes fødder her, var de dine myrefødder her.// og som bladenes øjne her var dine øjne her, var de dine myrefødder her./ og som regnens kærtegn her var dine kærtegn her, var de dine myrefødder her.// og som skovens kærtegn her var dine kærtegn her, var de dine myrefødder her.// og som rådyrets krone her var din krone her, var de dine myrefødder her.«

Nu forstår I ulykkelige, der ikke har læst bogen, hvad jeg mener med skønnest og vildest og så videre, og hvorfor det simpelthen er uomgængeligt, at I straks efter endt prisoverrækkelse løber over i boghandlen og spenderer de sølle 240 kr. Sværere er lykke ikke at opnå! Jeg kunne godt have citeret mere fredsommelige (men aldrig mindre end højintense) tekststykker fra bogens første halvdel, der for de to tredjedeles vedkommende former sig som et henrevet opbyggeligt katalog af lysende nærværsoplevelser i særligt København – man kan simpelthen gå rundt i byen med bogen i hånden og læse sig høj på de udpegede destinationer. Og hvorfor dog skulle jeg ikke også citere sådan et stykke, og ja, selv universitetskompendier kan findes for fuldt blus:

»Det var i går, at hun var ude på universitetet for at købe de to kompendier, det er de to kompendier, hun nu har med sig i sin taske, det er de to kompendier, hvis omslag er grønne og lyserøde. Det er de to kompendier, hvis omslag lyser som helt tydelige tegn for hende. Det er de to kompendier, der lyser som lyset, hun i går så ovre i haven, hun så det lyse i træerne og i græsset, hun så det lyse i alt det gyldne, i alt det lyserøde og alt det hvide, hun så det lyse helt utroligt på himlen, hun så det lyse som et glimt af det kommende. Hun så det lyse som den lykke, der lige nu er her i hende. Hun så det lyse som den lykke, der nu er her i hende, at hun lige nu går lige her, og at hun lige nu er lige her.«

Ikke engang Schade formåede at være så smittende glad for at være københavnsk til stede i samme nu.

Det er denne tætte fornemmelse af nærvær, som brorens død truer med at forgifte helt og aldeles, men som digteren med kærlighedens og poesiens viljestærke hjælp ikke bare kæmper sig tilbage til, men eleverer og ekspanderer og illuminerer, ved simpelthen at byde døden trods, at fornægte dens finalitet, og så pludselig blomstrer skoven triumferende og for alvor:

»Jeg så dig sidde der, og var det den sangdrossel, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det fluerne, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det den sølvsmed, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det den guldsmed, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det det rådyr, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i?«

Nogle gange går Kritikerprisen til en digter, der formår at prise verden skønnere og vildere og originalere og radikalere genresprængende – for sikke traurig en genre verden med al dens død og ødelæggelse og grusomhed alt for ofte er. Sådan en digter er Christel Wiinblad! Tillykke til os med hende og til dig, Christel, med den fortjente og vigtige pris!