Georg Brandes-prisen 2024 til Jørn Erslev Andersen

Af en note under kolofonen i mit eksemplar af Jørn Erslev Andersens Digt & sætning – en samling essays om skrevne ord i aktion, som vi nu belønner med Georg Brandes-prisen 2024 – fremgår det, at jeg ejer nummer 175 af 250 eksemplarer.

250 eksemplarer! Det er altså næppe en udgivelse som denne, der skal redde den danske papirbog, forlagsbranchen og boghandlerstanden.

Lad os derfor nu gå i en stor bue uden om forrige uges glade nyhed om, at papirbogsalget er øget med 4%, takket være et megasalg af fire titler: Nemlig børnebøgerne Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid og Ternet Ninja af Anders Matthesen, samt Tom Buk-Swientys Berlin brænder og Jens Andersens Kongeord.

Hvis man gør værdi op i oplagsstørrelse og konsum, er Jørn Erslev Andersens bog noget nær værdiløs. Men hvis man måler med andre alen, og det gør vi, er den uhyre værdifuld.

Den smalle litterære essayistik om skriftdigtning og psykiatri – for nu at kondensere det til kernen – bliver nok læst af få, men burde blive læst af mange. Digt & sætning er en bog, der eksemplarisk understreger genrens og formens finhed og frihed, dens tankeeksklusivitet og dens rummelighed, der her finder sin helt personlige, ja private form, som udspringer af forfatterens mod.

Normalt er vi vant til at tænke på essayet som et litterært forsøg på at reflektere over eller indkredse et emne, og Jørn Erslev Andersen bekender sig også selv til denne bestræbelse, men med en betoning. Han skriver:

»Betegnelsen ’essay’ benytter jeg i øvrigt i betydningen strid, kamp, prøve, afprøvning, afvejning og undersøgelse i sporene efter Michel de Montaignes oprindelige lancering af essaygenren. Hans førstepersontekster fremføres altid af en meget skriftbevidst, abrupt og foranderligt og stærkt retorisk skelnejeg, som jeg altid har beundret og haft som ledetråd på egne vilkår.«

Betoningen ligger i det første ord, som forfatteren bruger til at betegne den genre, han skriver i: Strid.

Digt & sætning er nemlig ikke mindst en erindring om en voldsom krise og et beslutsomt opgør med en magtfuld institutions utilstrækkelighed. Det handler om et tragisk dobbeltdrab på Aarhus Universitet i 1994, hvor det faldt i Jørn Erslev Andersens lod at identificere et af ligene. Denne pålagte opgave efterlod ham med dybe traumer, som han gør rede for i et stort, kuldslået og bevægende essay om systemsvigt og psykiatri. Her er han ikke bare nøgternt registrerende, intellektuelt reflekterende og menneskeligt følsom, han er også stridbar.

Når Jørn Erslev Andersen taler om Montaignes »retoriske skelnejeg« – hvad mener han så?

Jo, han mener – tror jeg – at essayistens jeg er et foranderligt jeg, et litterært og konstrueret jeg, der kan skifte funktion og roller. Sandt nok!

Men om det nu også er sådan et skelnejeg, der har skrevet Digt & sætning, er jeg mere usikker på. Bogens jeg forekommer at være et mere stabilt jeg. Stabilt forstået som ens og gennemgående, ikke som det modsatte af porøst. Det er nemlig lige præcis et porøst jeg, der skriver –
om traumets betydning, om mentalt og fysisk chok og stress, om fejldiagnose med bipolar lidelse, om retraumatisering, om sammenbrud og indlæggelser, om PTSD, om terapi, om rehabilitering.

I en ’Efterskrift om kunst og mental sundhed’ skriver Jørn Erslev Andersen om kunstens betydning i psykiatrien og på psykiatriske hospitaler som trivselsbefordrende aktivitet, som udtryksmiddel, som udsmykning og som recovery.

Han fortæller om et tværfagligt samarbejde mellem skønlitterære forfattere, kunstnere, psykiatere og det, han kalder »mennesker med levet erfaring fra psykiatrien«. Gennem spontane skriveøvelser kommer deltagerne i dialog om deres egne og andres svære tanker. Jeg citerer:

»Min optagethed af denne praksis skyldes en kunst- og litteraturvidenskabelig interesse i, hvorledes sådanne spontant skrevne teksters umiddelbare udsagn, udsigelser, metaforer og figurer muliggør en social kombination af nærvær, selvdistance og selviagttagelse, der har vist sig at befordre og lette samtaler om svære personlige forhold i en gruppe.«

Dette handler altså om litteraturens og skrivningens potentiale for den enkelte, der befinder sig i en krise.

Om Jørn Erslev Andersen selv har skrevet tekster i sådan et litterært-terapeutisk forløb, holder han for sig selv, mens han til gengæld er gavmild med sine læsninger af betydelige samtidslitterære forfatterskaber i den kategori, som han kalder skriftdigtning og definerer som »lyriske og prosalyriske tekstformer, der har skrift og skriftsprog i forgrunden som kunstnerisk materiale om poetisk aktionsmiddel«.

Over for denne kunstneriske stil sætter han det, han kalder forfatterdigtning, som er »litterære tekstformer, der primært benytter det skrevne ord til fortællende og emnebaseret lyrik og prosa.«

De to digtninger er hverken »uforsonlige eller absolutte modsætninger«, men »ligeværdige systemer af sprogkunstneriske handlinger og tekstpraksis.«

Refleksioner over forholdet mellem de to digtninger fører Jørn Erslev Andersen frem til et fint og moderne stykke kulturkritik, hvor han i et enkelt afsnit sætter mangt og meget på plads:

»Udbredte forestillinger om, at der altid gælder simple og faste modsætninger mellem sort og hvid, kvinde og mand, normal og gal, lyriker og prosaist, smal og bred, periferi og centrum, jyde og københavner, dansk og udansk, billede og tekst, folk og elite, kultur og æstetik og lignende simple, for ikke at sige primitive, til tider vulgært, fremførte modstillinger, bryder ganske enkelt sammen med denne udvekslingsfigurs dynamik …«

Med dette meget stærke og kontemporære opgør med både menneskelig, psykologisk, moralsk og litterær vanetænkning placerer Jørn Erslev Andersen sin essayistik et moderne og progressivt sted.

Og nej, det er ikke den reflekterende litteratur om litteratur, traumer og psykiatri, der skal redde det danske bogsalg. Det litterære, intellektuelle essay om skriftdigtning og forfatterdigtning bliver nok aldrig en folkesag.

Men 250 eksemplarer, udgivet af et prægtigt århusiansk mikroforlag, er nok i sig selv. Sådan må vi se på sagerne, når vi ikke bare skal fejre, at litteraturen og skelnejeget altid finder sine trampestier fjernt fra konsumbøgernes hovedspor, men også skal fejre, at Jørn Erslev Andersen er modtager af Georg Brandes-prisen 2024.

Tillykke!