Takketale ved overrækkelsen af Georg Brandes-prisen 2024 10. april, 2025 på BRØG Scenen
Af Jørn Erslev Andersen
Tak til Litteraturkritikernes Lav for at tildele mig Georg Brandes-Prisen. Tak til Det aarhusianske Forlag Herman & Frudit for at have hjulpet den på vej. Tak endnu engang til de mange nævnt i bogens forord for råd, opmuntring, samvær og hjælp. Bogen er kreeret som en på en gang personlig, almen og aktuel litteraturkritisk essaysamling, uden at den skrivendes hjerte blev gjort til en røverkule.
Dens ærinde er det skrevne ords aktion i skriftdigtning, kunst, psykiatri og det levede liv lige her og nu. I titlen, Digt & sætning. Skrevne ord i aktion, fremhæves ’sætning’ som projektets grundfigur. Bogen igennem benyttes den konsekvent med tre sammentænkte definitioner, som er: 1) sætning er en sammenhængende ordgruppe indeholdende subjekt og verbal, der fremsætter et udsagn, 2) sætning er en handling, der sætter noget (skaber noget), 3) sætning er en aktion, der sætter noget i betydning i form af en filosofisk, en poetisk og/eller en sand skrifthandling.
Hovedessayet er 'Skriftsætninger'. Heri mumler de tre definitioner højlydt med i et afsnit kaldet 'Tre skriftsætningers sætningspoesi i mellemrummet', hvori dagens modtager af Kritikerprisen lige så tilfældigt som glædeligt og himmelråbende berettiget hyldes. Der står:
»Jeg vil gerne lige her som veloplagt mellemregning fremhæve tre ægte sætningsværker. Det ene er Deep Purple (2024), hvori Christel Wiinblad smukt eksponerer den metonymiske sætningskædes poetiske styrke. Det andet er Tractatus Logico-Poeticus (2019), hvori Signe Gjessing præcist, skønt svævende transformerer Ludwig Wittgensteins ide om filosofiske protokolsætninger til fuldendte poetiske skriftsætninger. Det tredje er Signe Gjessings I kan da også bare skrive om stjernerne! hvori denne sætning har sat sig blandt mange andre: »Havet er et socialt eksperiment med klapstole på stjernerne, som går helt galt i det øjeblik, vi får hovederne under«.«
Med dette lille mellemstykke fra Digt & sætning om prosaisk og lyrisk sætningspoesi fra øverste hylde er der blot tilbage at slutte af med denne svinkeærindeløse og ubegribeligt sande sætning: ENDNU ENGANG MANGE TAK TIL LITTERATURKRITIKERNES LAV FOR GEORG BRANDES-PRISEN, SOM DET VIRKELIG ER EN STOR, UVENTET OG GLÆDELIG ÆRE AT MODTAGE!
Nedenfor følger et kort uddrag fra Jørn Erslev Andersens Digt & sætning, hvori forfatteren forklarer sit begreb »skriftdigtning« i forhold til »forfatterdigtning« og kommer med eksempler herpå fra den nyeste danske litteratur. Uddraget stammer fra kapitlet '& Skrift' (side 15-18):
Denne bog er helliget lyriske og prosalyriske tekstformer, der har skrift og skriftsprog i forgrunden som kunstnerisk materiale og poetisk aktionsmiddel til forskel fra litterære tekstformer, der primært benytter det skrevne ord til fortællende og emnebaseret lyrik og prosa.
Den første tekstform vil jeg kalde skriftdigtning, den anden forfatterdigtning. De to litterære hovedformer opfatter jeg ikke som uforsonlige eller absolutte modsætninger. Bestemt ikke. Derimod som to ligeværdige systemer af sprogkunstneriske handlinger og tekstpraksis, i hvilke ord, sætninger og udsagn aldrig kan betyde helt det samme for skribent og læser eller for dig og mig (jf. »Skriftsætninger«). Det forstår jeg som et lingvistisk tvivls- og fortolkningsvilkår med en sprog- og eksistenskritisk rækkevidde, der for nogle af os ganske enkelt er litteraturens raison d’être. Skriftdigtning performer det konceptuelt, forfatterdigtning relationelt.
Skriftdigtning er praktisk involveret i og åbner for direkte, poetiske tilgange til tilværelsen og det sociale liv, i hvilke skrift og skrivehandling betinger og sætter tekstens aktion og vilkår. Også forfatterdigtning benytter skrift og skrifthandling på velovervejede og eksperimenterende lyriske og prosaiske måder, men på andre vilkår og med et andet sigte end skriftdigtningens. Forfatterdigtningens relationelle modus er narrativ, tematisk og emnecentreret. På fiktive, autofiktive, autobiografiske og/eller dokumentariske måder fortæller den sin læser om emner, tilstande og synspunkter, der som regel forventes at kunne vinde genklang og vække genkendelse i brede modtagergrupper uden direkte aktion eller intervention. Forfattersynsvinkel, emnefokus, plot, fortælling og tema har forrang for skriften og skrifthandlingen, der retorisk og stilistisk skal understøtte tekstens sags-, affekt-, pointe- og fortællestyrede budskab. Gerne i historiske, eksistentielle og autobiografiske perspektiver og stort set altid i antropocentriske anliggender. Jeg ser det i stærke og relevante digtsamlinger som Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl (2011)(om erindring) og Caspar Erics Nye balancer (2023) (om at være en handikappet krop i verden) eller i
fremragende romaner som Hanne Højgaard Viemoses HHV, Frshwn (2019), Asta Olivia Nordenhofs Penge på lommen (2020), Josefine Klougarts Alt dette kunne du få (2021), Jeppe Brixvolds I de levendes verden (2023), Jens Smærup Sørensens Evigt i tiden (2023) og Rasmus Theisens Molbohistorier (2023). For nu blot at nævne nogle af mine personlige favoritter på det seneste.
Til forskel fra forfatterdigtningen kaldes skriftdigtningen officielt marginal og smal. Dens værker og udtryk kritiseres desuden ofte for at være intellektualiserende eller uforståelige. Især i den brede litterære offentlighed, men også af indflydelsesrige og veletablerede litteraturkritikere.
Læst ligefremt og uden brug af sådanne kulturelle vanefiltre og slidte klichéer viser skriftdigtning sig ved nærmere eftersyn imidlertid at eksponere en mangfoldighed af virkelige, sociale, eksistentielle, unikke og poetiske indsigter i forbindelserne eller gnisterne, som Peter Laugesen kalder det, mellem sprog, krop, sansning, ting, tanke, skrifthandling og verden. Gode eksempler herpå er unikke skriftperformative
aktionstekster som Yahya Hassans Yahya Hassan – digte (2013), Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (2013), Maja Lee Langvads Hun er vred (2014), Mette Moestrups Til den smukkeste (2019), Anna Rieders Hindebæger (2020), Knud Sørensens Mit sprog og fjordens & Gemmebogen (2021), Klaus Høecks Password (2021), Ursula Andkjær Olsens Morgenkåber (2021), Signe Gjessings Illuminationen af alt (2023), Peter Laugesens Det ligger på mit hjerte (2023), Gry Stokkendahl Dalgas' At performe transkønnet vrede (2023), Amina Elmis Barbar [tavshedens objekt] (2023), Anna Rieder og Birgit Bundesens SMERTE-HJERTE (2023) og Sebastian Nathans Engle (2024). I alle disse værker er skriftaktion og virkningsæstetik tæt forbundne. Mest udtalt i Yahya Hassans Yahya Hassan – digte, Maja Lee Langvads Hun er vred og Amina Elmis Barbar tavshedens objekt]. Elmi kredser desuden om vrede, sorg, kærlighed og vold i en nødvendig og intens fornyelse af det danske skriftsprogs tone, musikalitet og kultur med ord, sætninger og sangtekster hentet fra arabisk, somalisk og engelsk. Fremhæves bør også Anna Rieder og Birgit Bundesens SMERTE-HJERTE. Kontinuitetsnotat (2023), som er et unikt og vedkommende eksempel på en skriftbåret aktionsdialog, hvor det ikke er et bånd, men skriften, der taler. En klinisk, sprogtænkende, psykiatrisk overlæge og en poetisk tanke-, sprog- og tingsansende digter mødes på lige fod i mellemrummet mellem en diagnostisk og en digterisk skrift. En stærk demonstration af, hvorledes poetisk erkendelse ikke kun opstår isoleret i enten det ene eller det andet ekstreme yderpunkt, men midt igennem dem, sagt med tanke på Walter Benjamins berømte vending ‘die Extreme hindurch’ (gennem ekstremerne). I dette tilfælde durk gennem to situationsbestemte diskursers radikale forskelligheder i samme kontinuitetsærinde. Eller som slutdigtet lyder i Sebastian Nathans Engle:
mine øjne får hurtigt for meget
de er ligesom træer uden blade
en sart sansning løber hen over græsset
som om der er nogen der kigger på os
jeg tænker
det må være englene der følger med
og noget i mig flytter sig
noget jeg ikke er alene
om at flytte
De to overordnede litteraturformer, skrift- og forfatterdigtning, rummer hver for sig enestående eksempler på kvalitetslitteratur, men på hver deres måde.