Referat af generalforsamlingen i Litteraturkritikernes Lav

Af Peter Stein Larsen, 29 maj, 2026

Referat af generalforsamlingen i Litteraturkritikernes Lav
Kl. 16.15 - 18.15, torsdag d. 21/5 2026 i Informations lokaler, Store Kongensgade 40C

Tilstedeværende: Johann Sten Nielsen, Ida Dybdahl, Tobias Omø, Erik Skyum- Nielsen, Thomas Thurah, Julie Gufler, Hans Peter Madsen, Viktor Skov Jeppesen, Marie-Louise Kjølbye, Peter Stein Larsen,

1. Olderpersonens årlige beretning ved Peter Stein Larsen

Beretningen indeholder følgende emner:

A) Forløbet med uddeling af Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen

B) Diverse diskussioner i årets løb ang. Litteraturkritikernes Lavs praksis, funktion og profil

Ad A) Forløbet med uddeling af Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen
Jeg vil gerne starte med at takke den skarpe, altid velvillige og engagerede bestyrelse bestående af Johann, Tobias, Sigrid og Ida samt det velfungerende Georg Brandes-udvalg med Felix, Julie, Elisabeth og Hans Peter. Vi har lagt vægt på den første vigtige, men nogle gange mindre synlige, del af arbejdet med prisuddelingen, hvor vi fik indkredset det store felt af potentielle kandidater til priserne. Vi udsendte en liste på ca. 50 skønlitterære tiltar samt for Georg Brandes Prisens vedkommende ca. 10 værker fra 2025, som har været under overvejelse.
Det er vigtigt, at vi i bestyrelsen og Georg Brandes-udvalget får et godt udgangspunkt for arbejdet. Jeg vil gerne takke de mange, der har givet os respons inkl. forslag til værker, som har været relevante i forhold til prisuddelingen. Dels er det vigtigt, at vi får en grundig og kvalificeret proces, hvor vi får valgt en vinder, dels er det centralt, at vi har fokus på, at der kommer et overflødighedshorn af interessante værker, og at mange andre værker også kunne have fået priserne. Litteraturkritikernes Lavs priser skal kort og godt være en kåring af et udvalgt værk, men også et refleksionsrum og udstillingsvindue for, hvad der har rørt sig inden for såvel dansk litteratur som litteraturkritik i sidste år (jf. senere i beretning)
Uddelingen af vores to priser fandt sted den 10. april kl..16.00-18.00 i BRØG Litteraturbar, Fiolstræde 7, Kbh. K. Prismodtagerne var Bjørn Rasmussen og Tue Andersen Nexø. De fire nominerende værker til Kritikerprisen var:

Bjørn Rasmussen: Brian og Stefan for evigt
Mette Moestrup: Butterfly Nebula
Pernille Adb-El Dayem: Softice
Nath Krause: Trilogi

Bestyrelsens motivationer lød:

Brian og Stefan for evigt er en smuk, barok, innovativ og visionær kærlighedsroman om venskab, ungdom, seksualitet, drømme, Udkantsdanmark, vold, homofobi, ensomhed, misbrug og jalousi. Bjørn Rasmussens eksperimenter med genrer, stil og synsvinkler lyser op og ligner intet andet i dansk litteratur.

Butterfly Nebula er en stor, sanselig, konceptuel digtsamling, hvor syv sammenvævede dele med en sværm af forskellige genrer, kulturhistoriske referencer, tonefald og stilarter reflekterer og fantaserer over en livskrise forårsaget af en stofskiftesygdom i en sommerfugleformet kirtel. Et dybt originalt poetisk værk.

Med en drilsk og påfaldende sproglig akkuratesse får Pernille Abd-El Dayem i Softice hverdagen og virkeligheden til at skvulpe over. Romanen bevæger sig frit og i øjenhøjde med livet, mens en sindrig komposition langsomt foldes ud. Det handler om at være familie på alskens måder i samfundets besynderlige arkitekturer. Om at være ung voksen, voksen og aldrende. Om at slå sig på livet og leve videre på de måder, vi nu engang kan.

Digtene i Nath Krauses Trilogi er både dunkle og klare og cementerer, at der er tale om et uhyre interessant forfatterskab i udfoldelse. Krause skriver agiterende, botaniserende, med tungt marxistisk skyts og en skælmsk nydelse ved overskridelsen. Digtene beviser poesiens stadige evne til at skabe billeder af uudslettelig karakter. Hos Krause må vi blive »arkitekter for nydelse«, mens vi ser det danske landskab for os som »råt, åbent kød, allerede slagtet«.

Til urafstemningen om de fire værker blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav var der et tæt løb med 29 afgivne stemmer og henholdsvis 10, 8, 2 og 9 stemmer til værkerne i ovennævnte rækkefølge. Georg Brandes-udvalgets motivation for det belønnede værk, hvor én person fra udvalget havde erklæret sig inhabil og ikke deltaget i voteringen, da hun havde deltaget i redigeringen af værket, lød:

Med Fælles liv undersøger Tue Andersen Nexø forestillinger om et muligt, bedre liv, som de viser sig i de sidste femten års litteratur, hvor hverdagen forbinder sig med utopien. Fælles liv er overbevisende og engagerende litteraturkritik, både koncis og generøs i sin udfoldelse af dansk litteratur – og i sin invitation til at tænke anderledes om det liv, vi alle lever sammen.

Tak for deltagelsen til de mange af jer som var til prisoverrækkelsesceremonien, der var meget vellykket. Der var høj stemning, god vin og taler af Julie Gufter, Tue Andersen Nexø og mig samt en herlig oplæsning af et par kapitler af Brian og Stefan for evigt af Bjørn Rasmussen. Lokalerne var fyldte, så folk stod pakkede ud til gadedøren – og mere til (jf. senere i beretning). Talerne samt billeder fra begivenheden er publiceret på Litteraturkritikernes Lavs hjemmeside:
https://kritikerlavet.dk/priser
https://www.kritikerlavet.dk/blog/prisoverr%C3%A6kkelsesceremoni-p%C3%A…

Ad B) Diverse diskussioner i årets løb ang. Litteraturkritikernes Lavs praksis, funktion og profil

I) Mere opmærksomhed på litterære og litteraturkritiske værker fra det sidste år via priser
Jeg fik et forslag fra Martin Glaz Serup om, at Kritikerlavet gerne må arbejde på, at der kommer mere synlighed og fokus på andre interessante bøger (ikke mindst af litteraturkritisk art) på vores hjemmeside og andre steder ved fx at lave nogle opslag (korte beskrivelser, billeder etc. som fx med de fire ved Kritikerprisen) af andre værker end den, der får GB-prisen. Martin skriver: ”Egentlig ville det være oplagt for Kritikerlavet at benytte sig af det arbejde som Brandesudvalget allerede laver, og måske lave en post på hjemmesiden, hvor man skriver noget om de bøger der har været longlistet – det vil sige de litteraturfaglige bøger, der er udkommet i løbet af året – det kan være svært at følge med i, selv for os der er særligt interesseret.”

II) Ny Facebook-hjemmeside
Et godt initiativ fra Tobias fra bestyrelsen er oprettelse af en Facebook-side, hvor alle kan komme med indlæg ang. forhold med relevans for Kritikerlavet og ny dansk litteratur og kritik generelt. Hjemmesiden - Litteraturkritikernes lav | Facebook -
tænkes som mindre formel og let betjenelig udgave af Litteraturkritikernes Lavs officielle hjemmeside. Ideer mht. brug af denne hjemmeside modtages meget gerne.

III) Mere plads og større arrangement til prisuddeling næste år
Vi har haft en del diskussion om, hvor prisoverrækkelsesarrangementet skulle foregå. Valget faldt på BRØG Litteraturbar. Stemningen var som sagt i top, men pladsen trang. Jeg fik følgende mail fra Georg Lett: ”Jeg plejer med stor glæde at deltage som tilhører til den årlige uddeling af kritikerprisen og Georg Brandes-prisen, men i år var det henlagt til den meget lille litteraturcafé BRØG, hvor jeg og et par andre fik en plads på indgangstrappen. Da det ret hurtigt viste sig, at jeg og de andre ingenting kunne høre, forlod vi lidt slukørede stedet igen. Tidligere har det været i mere rummelige lokaler, hvor navnlig samtalerne bagefter var en væsentlig del af oplevelsen. I år følte jeg mig nærmest udelukket. Er det en ny politik, at arrangementet kun er for kritikerne selv, eller er også udenfor stående velkomne i fremtiden?”
Jeg svarede; ”Det er jeg ked af at høre. Jeg kunne godt se, at der var godt fyldt op, og det var selvfølgelig ikke meningen, at folk ikke skulle kunne komme ind. Jeg fulgte råd fra medlemmer fra Kritikerlavet, der havde planlagt uddelingen sidste år, og de sagde, at BRØG-scenen var for stor, og at vi derfor skulle bruge BRØG-Litteraturbar. Men det du beskriver, duer selvfølgelig ikke, så det tager vi op i bestyrelsen/til generalforsamlingen i forhold til arrangementet næste år.”

IV) Indstilling af en person fra Kritikerlavet til Kulturministeriets Illustratorpris
Anna Skyggebjerg er indstillet fra Kritikerlavet til at sidde i det kommende prisudvalg for Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger (2026-2029). Anna skriver:
”Arbejdet i Kulturministeriets illustratorprisudvalg forløber efter planen, og jeg er beskikket frem til 2029 sammen med tre andre fra henholdsvis Illustratorforbundet, Kunstfonden og IBBY-Danmark, se eventuelt her: Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger .
Det er meget meningsfuldt at være med til at sætte fokus på originalillustrationer og illustratorernes bidrag til børne- og ungdomslitteraturen, særligt i en tid hvor både læsningen, litteraturen og illustrationshåndværket er under pres fra AI.
Udvalget har i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen indstillet illustrerede værker fra 2025 til både longliste og shortliste, og prisoverrækkelsen skulle foregå i april, men blev udskudt på grund af valget. Vinderen for 2025 bliver således ikke officiel, før vi får en ny kulturminister.”

V) Lavets politik og image mht. fokus på en bredt appellerende, ”folkelig” litteratur og kritik vs. en snævrere appellerende ”eksklusiv” litteratur og kritik?
Dette er nok den ældste og mest vedvarende diskussion i Kritikerlavets historie, og den skal selvfølgelig på fornuftig vis holdes i live. Blandt årets mest indflydelsesrige indlæg i denne retning var Asker Hedegaard Boyes klummer i Weekendavisen, der anførte, at ”midten i dansk litteratur, den begavede mainstream, er forsvundet” til fordel for krimier på den ene fløj og avantgarde på den anden fløj. Alle kan nok blive enige om det simplificerede i denne opdeling. Alligevel er diskussionen vigtig altid at have for øje efter min mening. En litterat skriver til mig: ”Nomineringerne til Kritikerprisen er ofte Tordenskjolds smalle soldater og flere af Brandes-priserne de senere år har også gået til ret marginale udgivelser.” Og min fortræffelige forgænger som olderperson Kamilla skriver præcist i sidste års beretning:
”I år var tre ud af fire titler udgivet på mikroforlag, hvilket jo kan have forstærket det aspekt, såfremt det altså gælder. I hvert fald er Kritikerprisens profil, at det er de professionelle litteraters pris – men vi bør være opmærksomme på, at vores lille indhegning nok også indgår i den store kamp om opmærksomhed, der i høj grad kendetegner de store læserpriser og De gyldne laurbær.”
Med disse ord en tak for i år og en stor tak til Kamilla samt vores kasserer Lotte for altid velvillig support i forbindelse med denne post.

2. Forelæggelse af regnskab ved kasserer Lotte Kirkeby Hansen
Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen og var i forvejen blevet godkendt af lavets fungerende revisor Johann Sten Nielsen.

3. Eventuelle forslag – punkterne fra olderpersonens årsberetning blev diskuteret:

Ad I) Mere opmærksomhed på litterære og litteraturkritiske værker fra det sidste år via priser
Thomas Thurah og andre foreslog at lavet skulle satse på at få nogle partnere, der kunne medvirke til udbredelsen af lavets priser og lavet generelt. Atlas blev foreslået som en mulighed for profilering af priser, og Tobias tilbød at se på dette. Bibliotekerne, der tidligere på Rentemestervej har stået for oplæsningsarrangementer i forbindelse med nomineringer blev nævnt som en anden mulighed.

Ad II) Ny Facebook-hjemmeside
Siden, som Tobias har startet, blev diskuteret. Dens funktion er primært at være et internt kommunikationsforrum for lavets medlemmer, og alle opfordres til at bruge den.

Ad III) Mere plads og større arrangement til prisuddeling næste år
Enighed om dette. Vi kan ikke have folk på gaden til næste års arrangement.
Et forslag er indkommet fra Damián Arguimbau om næste år at bruge Bernini-salen, dvs. Kristeligt Dagblads historiske foredragssal og kantine, beliggende på avisens adresse, Vimmelskaftet 47. Mere om dette følger.

Ad IV) Indstilling af en person fra Kritikerlavet til Kulturministeriets Illustratorpris
Fortsat fuld støtte til dette fra generalforsamlingen.
Ad V) Lavets politik og image mht. fokus på en bredt appellerende, ”folkelig” litteratur og kritik vs. en snævrere appellerende ”eksklusiv” litteratur og kritik?
Enighed om altid at holde denne diskussion åben – og også stille op til den, hvis/når den er aktuel.

4. Fastsættelse af kontingent – kontingentet fastsættes som sidste år til 200 kr. Der er i øjeblikket 39 medlemmer, som har betalt – så der er stadig plads til forbedring.

5. Valg til bestyrelse
Bestyrelsen konstituerer sig selv med ”olderperson og kasserer. Olderperson og kasserer er herefter fødte medlemmer, så længe de ønskes genvalgt”. Ifølge vores vedtægter har bestyrelsen »syv medlemmer, heriblandt én suppleant, der har fuld stemme- og taleret. Der vælges for to år ad gangen.
Bestyrelsens primære opgave er at indstille kandidater til Kritikerprisen og udgøres i øjeblikket af: Peter Stein Larsen (olderperson), Lotte Kirkeby Hansen (kasserer), Johann Sten Nielsen, Martin Rohr Gregersen, Ida Dybdahl, Sigrid Kraglund Adamsson og Tobias Omø. Martin har trukket sig fra lavet – så hans plads i bestyrelsen er på valg. Lotte har valgt at stoppe som kasserer – og tak til hende for mange års god tjeneste.
Som ny kasserer er valgt Viktor Skov Jeppesen. Velkommen i dette job til Viktor, og Lotte har lovet at give support i overdragelsen. Desuden indtræder Marie-Louise Kjølbye som suppleant i bestyrelsen. Bestyrelsen består hermed i det følgende år af Peter, Viktor, Johann, Ida, Sigrid og Marie-Louise (suppleant).

6. Valg til Georg Brandes Pris-udvalg
Ifølge vores vedtægter udgøres udvalget af tre medlemmer, og for at sikre en vis rotation udpeger generalforsamlingen »hvert år et nyt medlem til udvalget. Medlemmerne vælges for tre kalenderår. Det længst siddende medlem er automatisk forperson og afgår derefter.«
Udvalgets nuværende medlemmer er Elisabeth Friis (forperson), Felix Rothstein, Julie Gufler og Hans Peter Madsen (suppleant). Elisabeths plads er på valg, og Hans Peter bliver ordinært medlem, således at Georg Brandes udvalget til næste pris består af Felix, Julie og Hans Peter. Vi mangler stadig en suppleant til udvalget, så meld jer venligst, hvis det har interesse,

7. Evaluering af årets priser og prisfest på Brøg-scenen
Jf. punkt 1 og 3.

8. Nye medlemmer af lavet
Følgende medlemmer er foreslået og har takket ja til at blive medlemmer:
Thea Torp – Berlingske Tidende
Julie Sten-Knudsen – Information
Rebekka Bundgaard – Atlas / Information
Lasse Winther Jensen, Weekendavisen
Lukas Ballin – Information
Asker Hedegaard Boye - Weekendavisen
Johannes Riis - Kristeligt Dagblad
Velkommen til Thea, Julie, Rebekka, Lasse, Lukas, Asker og Johannes.
Et par andre medlemmer er yderligere blevet foreslået, men dette er ikke på plads med dem endnu. Rettelser af dette følger på hjemmesiden.

9. Evt.
Æresmedlemmer af Litteraturkritikernes Lav
Lavet har for nuværende kun udnævnt ét æresmedlem, nemlig Torben Brostrøm. Det blev foreslået at udnævne to nye æresmedlemmer. Marie-Louise er tovholder på denne aktivitet – og hvem det kan dreje sig om, er foreløbig hemmeligt!

I ønskes alle en rigtig god, afslappende og interessant litteraturkritisk sommer!
Peter