Invitation til overrækkelsesceremonien for Kritikerprisen og Georg Brandes Prisen 2025

Af Peter Stein Larsen, 8 marts, 2026

Kære alle
Vi glæder os rigtig meget til at se så mange som muligt af lavets medlemmer og andre interesserede til Prisoverrækkelsesceremonien for Kritikerprisen og Georg Brandes Prisen 2025.

Det foregår DEN 10. APRIL KL. 16.00-18.00 på BRØG Litteraturbar, Fiolstræde 7,
KØBENHAVN K.

Vi byder på taler, småkager, saltsnacks, vin og vand samt godt kollegialt samvær!

Vinderen af Kritikerprisen blev: Bjørn Rasmussen: Brian og Stefan for evigt. Gyldendal.

Bestyrelsens motivation lyder:
Brian og Stefan for evigt er en smuk, barok, innovativ og visionær kærlighedsroman om venskab, ungdom, seksualitet, drømme, Udkantsdanmark, vold, homofobi, ensomhed, misbrug og jalousi. Bjørn Rasmussens eksperimenter med genrer, stil og synsvinkler lyser op og ligner intet andet i dansk litteratur.

Vinderen af Georg Brandes-prisen blev Tue Andersen Nexø: Fælles liv. Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur. Arena.

Georg Brandes-udvalgets motivation lyder:
Med Fælles liv undersøger Tue Andersen Nexø forestillinger om et muligt, bedre liv, som de viser sig i de sidste femten års litteratur, hvor hverdagen forbinder sig med utopien. Fælles liv er overbevisende og engagerende litteraturkritik, både koncis og generøs i sin udfoldelse af dansk litteratur – og i sin invitation til at tænke anderledes om det liv, vi alle lever sammen.

På gensyn og hjertelig hilsen fra bestyrelsen
Peter