Ingen får det sidste ord

Af Kamilla Löfström, 21 januar, 2023

Georg Brandes-prisen 2022 går til forfatter og oversætter Ida Jessen for essaysamlingen Endnu en bog jeg aldrig skrev, udkommet på Gyldendal. Prisen er på 75.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Her følger prisudvalgets motivering:

Ida Jessen indledte arbejdet med sin første essaysamling Endnu en bog jeg aldrig skrev, fordi hun ville stille sit forbillede, den svenske forfatter Kerstin Ekman, et spørgsmål. »Hvordan kan man blive ved?«, ville Jessen vide. Ikke meget af et spørgsmål, konkluderer hun senere, men derfor desto mere en undren. En undren, som bliver drivmidlet i Jessens fremragende essays, og som i sidste ende gør Endnu en bog jeg aldrig skrev til et vægtigt litteraturkritisk værk. Jessen slipper nemlig aldrig sit spørgsmål, men lader det gennemlyse rækken af forfatterskaber, hun i løbet af sit virke har været i samtale med. Hvordan kan man blive ved som forfatter, hvordan føjer rækken af værker sig – et efter et – sammen til et livsværk? Sådan spørger Jessen både afdøde og nulevende forfatterstemmer, fra danske Steen Steensen Blicher til amerikanske Marilynne Robinson.

Ida Jessen arbejder på én gang diskret og prægnant med, hvordan liv og skrift er både adskilt og dog i meget tæt berøring. Jessen er opslugt og anfægtet af tiden – fortællingens, skrivningens, livets – som en modstand, der må mødes i både skrift og liv. Ikke fordi tiden altid er dramatisk, men alene fordi den er udstrakt og fortsætter, og intet derfor er afsluttet, blot fordi endnu en bog er skrevet. Om Alice Munros forfatterskab skriver Jessen f.eks.: 

»Det er, som om vi har svært ved at forstå, at intet ord er endeligt, selv ikke slutordet i en novelle eller en roman. Intet ord er det sidste. Alting er flydende (...) Alice Munro demonstrerer det suverænt med sine slutninger, som ikke med den bedste vilje kan kaldes for åbne. Munro springer frem i tiden, en dag eller en time eller 24 år, og viser, at der selv efter den dag hvor alting brast, kommer en ny dag, om ikke andet så et andet sted, for en anden, der stod i berøring med den første.«

I Jessens essays bliver vi gjort opmærksomme på forholdet mellem bøgers tilbliven og forfatterskabers fremadskriden gennem modstand og spring, fra et værk til det næste, og på hvordan skrift og liv arbejder med og mod, for engang at blive til et livsværk.

Samtidig er det særlige ved Jessens essays netop, at de ikke blot opholder sig ved skrivningen, men med en påtrængende indlevelse dykker dybt ned i livet og dermed også udforsker, hvorfor vi i det hele taget bliver ved med at læse.

Ida Jessens eget arbejde over tid – hendes praksis som skrivende, læsende, oversættende og tænkende – forlener hendes essays med kritikerens stemme. Når hun taler med og om andres forfatterskaber, sker det med en upåfaldende, konstant og vidende situering, som er en fortjeneste og bedrift, en litteraturkritisk indsats, der udmærker Endnu en bog jeg aldrig skrev. Dermed er Endnu en bog jeg ikke skrev et eksempel på, hvor vigtigt det kan være, at skønlitterære forfattere får stemme i kritikken.

Selvom Jessen strejfer både Fjodor Dostojevskij og Michael Ondaatje, og selvom hun fortsætter sin samtale med Steen Steensen Blicher, er Endnu en bog jeg aldrig skrev først og fremmest essays om kvinders forfatterskaber. Jessen har blik for kvindernes hårde forløb af arbejde og tålmodighed, for Sigrid Undsets kværnende, vedblivende arbejde i kleven, Undsets lange smalle arbejdskammer, og for Katherine Mansfield pludselige og brændende sprint ind i skriften. På den måde er Endnu en bog jeg aldrig skrev også et indsigtsfuldt bidrag til den standende diskussion om kvindelige forfatteres livsværker og plads i litteraturhistorien. 

Ida Jessen har selv et langt og vægtigt forfatterskab, som gør hendes essays slet og ret kloge, og giver hendes fortrøstning til at blive i tidens modstand bærekraft. At kunne vente og at vove at fortsætte giver håb, fordi opdagelsen af ‘endnu en bog jeg aldrig skrev’, også er et løfte om at skulle fortsætte ind i ‘den næste bog jeg skal skrive’.

Georg Brandes-prisen uddeles hvert år af Litteraturkritikernes Lav. Prisudvalget udgøres af Benedicte Gui de Thurah Huang, Malte Frøslev og Martin Rohr Gregersen.

Prisen uddeles ved et offentligt arrangement på Johan Borups Højskole i København K i marts, mere information om arrangementet følger.

 

Sidste års modtager af Georg Brandes-Prisen var Tine Roesen for Dostojevskij. En introduktion, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

 

Foto: Ida Jessen, 2018, Fotograf: Mads Teglers