Takketale Brandesprisen 2021 af Tine Roesen
Tusind tak til Litteraturkritikernes Lav for prisen.
I dag må være en passende anledning til også at takke Georg Brandes for at introducere Dostojevskij i Danmark. Det gør han i bogen Indtryk fra Rusland fra 1888, en bog som med hans egne ord »dvæler ved Alt, hvori der i Rusland er Grøde.«
Brandes udviser stor begejstring for Dostojevskij:
»Se dette Ansigt! halvvejs et russisk Bonde-Ansigt, halvvejs et Forbryderfysiognomi, med fladtrykt Næse, smaa gjennemborende Øjne under Øjelaag, der skjælve af Nervøsitet, langt tæt uordentligt Skjæg og lyst Haar; dertil en Tænker- og Digter-Pande, stor og gjennemformet, og den udtryksfuldeste Mund, der selv lukket taler om Kvaler uden Tal, om afgrundsdyb Vemod, om usunde Lyster, uendelig Medlidenhed, lidenskabelig Misundelse, Uro, Forpinthed! Se dette Legeme, som kun er Nerver, lille og spinkelt, krumbøjet og sejglivet, fra Ungdommen af rystet af Ligfald og Hallucinationer! Dette Ydre allerede, ved første Blik uanseligt og vulgært, ved nærmere Betragtning uhyggeligt genialt, afgjort sygeligt og afgjort ualmindeligt, taler om Dostojevskijs epileptiske Geni, om det Væld af Blidhed, der fyldte hans Sind, om den Bølge af næsten vanvittigt Skarpsind, der tidt steg ham til Hovedet, endlig om den Ærgjærrighed, der skaber Storhed i Bestræbelsen, og det Nid, der skaber Lidenhed i Sjælen.«(407-8)
Brandes har dog også visse forbehold, ikke bare over Dostojevskijs såkaldt »perverse Nervøsitet«, men også og især over for hans fortællemåde:
»Han, der i saa høj Grad var Digter, var i ringe Grad Kunstner. Sine Skrifter lod han alle sammen trykke, som de flød ham af Pennen, uden nogensomhelst Gjennemarbejden, endsige Omarbejden af dem. Han gik ikke ud paa at give dem den højest mulige Grad af Fuldkommenhed ved Sammentrængen eller Bortskjæren, men arbejdede som en blot Publicist og er derfor gjennemgaaende altfor vidtløftig.«(444)
Men er det nu rigtigt?
Nej, det er en myte, som er blevet gendrevet i Dostojevskijforskningen på utallige måder gennem årene, både ved studier af Dostojevskijs notesbøger og kladder, og ved nær-analyser af hans værker.
Ikke desto mindre synes myten at hænge ved både i og uden for Rusland – og det er et af min bogs ærinder at gøre op med den på dansk grund ved at vise gennemtænkte sammenhænge i hans værker mellem sprog, stil og poetik, mellem hvad Dostojevskij gerne vil med sit forfatterskab, og hvordan han udformer sine værker.
Dostojevskijs realisme er ekstrem i den forstand, at han overlader taleretten til sine litterære personer og giver alle nærmest uredigeret ytringsfrihed. Dette grundlæggende princip i hans poetik var klart allerede ved udgivelsen af hans debutværk i 1846, brevromanen Stakkels mennesker, om den fattige halvgamle embedsmand Devusjkin, som kæmper for sin værdighed og for at kunne hjælpe den lige så fattige unge sypige, Varvara, som han fører en brevkorrespondance med. Romanen blev modtaget med begejstring og forfatteren rost for sin store humanisme – men også kritiseret for sin dårlige litterære stil. Den kritik reagerer Dostojevskij på i et brev af 1. februar 1846 til broderen Mikhail:
»Folk forstår ikke, hvordan man kan skrive i sådan en stil. De er vant til at se forfatterens fjæs i alting; men jeg har ikke vist mit. De fatter ikke, at det er Devusjkins stemme og ikke min, og at Devusjkin ikke kan tale anderledes. De finder romanen langtrukken, men den rummer ikke ét overflødigt ord.«
I Dostojevskijs ånd vil jeg afslutningsvis lade netop Devusjkin få ordet. Han er flyttet hen i nærheden af Varvara og bor nu under meget ringe forhold, fordi han vil spare penge op af sin magre embedsmandsløn for at kunne hjælpe hende økonomisk, og tydeligvis for at kunne være hendes elskelige protektor. Varvara må endelig ikke føle nogen bebrejdelse eller skyld over hans dårlige forhold, men samtidig har han svært ved at lyve – og hele den beklemmelse lader Dostojevskij komme meget præcist til udtryk i Devusjkins sproglige stil:
»Jeg bor i køkkenet, det vil sige, hvad er det, jeg skriver? Det er jo helt forkert! Det er ikke i køkkenet, slet ikke i køkkenet, nu skal jeg forklare, hvordan det er: Her ved siden af køkkenet er der et værelse (og vi har vel at mærke et rent og lyst og meget fint køkken), det er et lille værelse, en beskeden lille krog ... det vil sige, eller rettere sagt, køkkenet er stort, med tre vinduer, og jeg har så et skærmbræt stillet op på tværs, sådan at det bliver som et ekstra værelse, et rum ud over de registrerede; her er god plads og meget bekvemt, med vindue og alting – kort sagt, ganske bekvemt. Ja, det er så min lille krog. Ja, tro nu endelig ikke, min pige, at der ligger noget andet i det, at der er en eller anden skjult mening i det, jeg lige har skrevet; altså det at det er i køkkenet – det vil sige, det er jo i værelset bag ved skærmbrættet – at jeg bor, men det er skam fint nok; jeg bor for mig selv, og her har jeg mit eget lille stille liv.«
