Ved prisoverrækkelsen i torsdags læste C.Y. Frostholm slutningen af kapitel 5 i Træmuseet for de fremmødte i Litteraturbar Brøg. Kapitlet hedder 'Korkegene (Lissabon 2016)' og uddraget har vi fået lov til at bringe her. Tak for det!
»Appelsintræerne fyldt med blomster og appelsiner, og hvis nedfaldsfrugt rådner i regnen på det afskårne hjørne af Rua Fernando Pessoa (poeta 1888-1935), og citrontræet i forhaven til nummer 20. De unge ginkgoer og de tunge, duftende engletrompeter. Pinjerne i det indhegnede anlæg foran den lyserøde kirke, hvor alle bænkene er anbragt i futtog. Den store nyudsprungne platan, fuglene sidder og synger i. Japanmisplerne, hvor gaden ender i et spørgsmålstegn.
Det eneste menneske: en dreng med brækket arm, som løber for at komme i læ.
Som en sidegade til Rua Fernando Pessoa ligger Rua Mário de Sá-Carneiro, en blind vej.
På hjørnet: det klassiske fodgængerskilt.
I modsatte ende, hvor også Rua Fernando Pessoa ender blindt, løber gaden parallelt med Rua Bernarda Ferreira de Lacerda, forfatteren og videnskabskvinden, der som den første nævner Buçaco-cedertræerne. I alt nitten gader blev navngivet samtidigt, alle efter digtere (seks kvinder og tretten mænd), da man i 1948 anlagde en helt ny bydel, Bairro de Alvalade, planlagt efter moderne principper.
Det øser ned i Rua Fernando Pessoa, som om det aldrig skulle holde op.
*
I svinget i Bairro Alto, hvor Rua São Boaventura bliver til Rua Luz Soriano, på muren uden for indgangsporten til Hospital St. Louis, er der opsat en lille marmorplade med ordene: “I KNOW NOT WHAT TOMORROW WILL BRING”.
*
Ifølge Robert Bréchon lyder myten, at man, da man skulle flytte Pessoas jordiske rester fra Prazeres til Jerónimos-klosteret, ikke kun fandt hans skelet, men hans intakte mumificerede legeme. Måske af samme årsag var hans nye hvilested ikke stort nok, så man måtte se sig nødsaget til at splitte ham i flere dele.
Tredive år efter Pessoas død sammenligner Bréchon hans værk med et minefelt, der eksploderer længe efter det er anbragt. End ikke nu, efter firs år, vil fragmenterne i skibskisten rigtig falde til ro.
(…)
*
“Jeg søger ikke at forstå mit arbejde. For mig er det et komplet mysterium,” står der i billedkunstneren Guy de Cointets noteshæfte i montren på udstillingen på Culturgest.
*
Lindetræet på Príncipe Real, med dets første hvidlige, gennemlyste blade yderst i grenspidserne og blomsternes vinger på vej lige under sig, har fået et stort blåt trettental på stammen.
En gammel dame under cypressen spørger mig, om jeg kender træets navn. Hvis jeg blev her, ville jeg ende som dets kustode.
Det danske par, da de sætter sig under det på bænken: “Det er et helt anderledes træ, et nåletræ.”
“Et cedertræ var det,” svarer hun. (Pause) “En pilgrimsfærd.”
“Ja, det er godt nok langt fra Lolland.”
Der er kogler i tre stadier: lysegrønne helt friske, blågrønne fra sidste år og tørre, åbne brune. Grenenes overside er slidt, med stadig mere grafitti, nu også noget med stor hvid tusch (jeg mærker en trang til at klatre op og se, hvad der står). Den tykke ståltråd, som er spændt ud mellem stativets stænger, er trukket af led og buer nedad. Kronens form passer ikke med stativets ottekantede ramme; nogle steder rager spidserne ud og hænger ned, andre steder stikker skelettet ud. To unge mænd diskuterer, hvordan det ville gro, hvis ikke det havde noget at støtte sig op ad. Om det ville slæbe hen ad jorden måske. Jeg selv forstår næsten ikke, hvordan man har kunnet holde det nede.
Udefra set er folk under det bare skygger, selv i gråvejr.
*
Hænderne på skulpturen af Pessoa ved cafébordet og sædet på den tomme stol overfor er blankslidte.
To kvinder holder hans hænder på skift, mens de fotograferer hinanden siddende ved bordet.
En pige er blevet dårlig og ser ud til at skulle kaste op, siddende på hans sokkel, imens en familie poserer. Hun går videre med tørklædet for munden.
Tre børn med en far: Datteren giver digteren lussinger.
To midaldrende mænd: Den ene fotograferer den anden. En kvinde fotograferer Pessoa, derpå en mand. En mand og en kvinde står bare længe og ser på ham.
Tjeneren stiller sin fyldte bakke fra sig på Pessoas bord. En ældre dame sætter sig ved det og poserer med en hånd på hans jakke. En ældre mand klapper ham på armen. En dreng i neonorange tøj læner sig mod bordpladen og lægger sin hånd langs med skulpturens. En langhåret kvinde sætter sig helt kort med tasken på skødet. Seks seriøse midaldrende med selfiestang forsøger sig med indtil flere opstillinger. Straks de har flyttet sig: En mand med briller i stolen, smilende. En kvinde med to børn betaler en mand, mens de læner sig op ad skulpturen, siger tak og går. En ny mand med briller lader sig fotografere.
*
De første grønne blade i toppen af hestekastanjerne.
Træet ved Adamastor, som skifter blade, som om det var undertøj: mangefligede vifter, der ligger i regnen, og hvis grene frynser ved ærmerne. Kun en enkelt mand i sort, som står og ryger uden paraply ved en udsigt, der næsten ikke kan ses.
Og træet i Rua de Santa Catarina med påskriften på den riflede bark: SOMOS SINGULAR PLURAL (“vi er ental flertal”, “enestående flere”?). Kun et enkelt spinkelt sammensat blad og et par indtørrede bær, der røber, at det må være et peruviansk pebertræ.
Nu ved jeg ikke længere, hvem det er, der bare har lyst til at gå hjem og spise resterne fra i går.
*
“Sæt dig i ro med mig i skyggen af de grønne træer, som ikke har tungere tanker end deres blades visnen, når efteråret kommer, eller deres mange stive fingres strækken sig mod den forbigående vinters kolde himmel. Sæt dig i ro med mig og mediter over, hvor nytteløs anstrengelsen er, og hvor fremmedartet viljen,” siger Pessoas stoiske vismand i I Epiktets have. “Et træs skygge er mere værd end bevidstheden om sandheden, mine sønner, for et træs skygge er sand, så længe den varer, og bevidstheden om sandheden er falsk i sin egen vished. Bladenes grønhed er mere værd, med den rette forståelse, end en stor tanke, for bladenes grønhed kan man vise til andre, men man kan aldrig vise dem en stor tanke.”
*
Jeg hilser på Davids mor på naboaltanen, mens jeg mærker efter, om håndklædet på snoren er blevet tørt i løbet af natten, og hun siger, at det ikke bliver regn i dag, og vinker farvel, da hun går ind. Straks efter låser jeg mig ud af hoveddøren med det præcise greb, som det har taget mig en måned at lære, så det kan gøres i én bevægelse, og som jeg ikke længere skal bruge til noget.«
